Nyhed
20. december 2022
Verden ligger åben for Jonas’ fødder. Instruktøruddannelsen i kitesurf giver ham mulighed for at besøge alle de fede spots på kloden – og tjene penge, mens han rejser.
Passionen for kitesurf startede i en tidlig alder, da Jonas Fjord satte sine fødder på Oure Efterskoles linje for boardsport. En passion, der vedblev i løbet af gymnasietiden og som drev ham tilbage til Oure, da studenterhuen var plantet på hovedet. Denne gang stod den på højskole – en af de vigtigste oplevelser, man kan give sig selv som ungt menneske, mener Jonas.
”Højskole er jo en af de vigtigste beslutninger, man kan tage i sin ungdom. Der er en helt enorm udvikling - både socialt og fagligt. Det er svært at sætte ord på det, men man kan vel sige, at man kommer ind som én person og kommer ud som en helt anden”.
Sådan fortæller Jonas, der fik bygget en helt ny dimension på kitesurf i løbet af hans tid på højskolen, samtidig med, at han fik venner for livet.
Et års instruktøruddannelse kom i hus og med den erfaring og mulighed for at undervise andre, ligger verden pludselig åben for Jonas’ fødder. En verden fuld af gode kitespots og muligheder for at tjene penge samtidig med, at mindebogen bliver fyldt op.
”Instruktøruddannelsen er mit redskab til at rejse. Der er så mange kite-skoler i hele verdenen, men ikke ret mange uddannede instruktører, så det er nemt at få job. Indtil videre har jeg frit kunne vælge mellem en masse fede destinationer, og så tjener jeg jo penge mens jeg rejser og dyrker min passion for kite – det kan næsten ikke blive bedre”, fortæller Jonas.
”Det var kite, der trak mig tilbage til Oure, men det var fællesskabet, der gjorde det største indtryk på mig. Jeg har virkelig fået venner for livet”.
Sådan fortæller Jonas om sin tid på Oure Højskole da jeg fanger ham efter en undervisningstime på CBS. Et sted, der ifølge Jonas er fuld af kontraster til højskolelivet – de store auditorier på CBS mod den lille spisesal på højskolen – de store hold på CBS mod den lille trygge kerne på højskolen. Jonas kan lide begge dele, men det er vennerne fra højskolen, der fylder hans fritid. Der er blevet skabt et helt unikt bånd på det år, han tilbragte på Sydfyn.
Og det er ikke kun hans medstuderende, der har sat spor i Jonas. Det er også hans højskolelærere, som viste sig at være meget mere end lærere.
”I folkeskolen og på gymnasiet har man et meget formelt forhold til sine lærere, men på højskolen får man et meget stærkere og anderledes forhold til underviserne. De bliver mere mentorer og venner end de er lærere, og det synes jeg er super fedt”, fortæller Jonas, der flere gange siden tiden på højskolen har været ude at kitesurfe med hans gamle undervisere.
Nu er det CBS, der primært fylder hverdagen hos Jonas. Men hver gang muligheden byder sig, hopper han på kite-eventyret. Senest har han tilbragt hele sin sommerferie i Diani Beach i Kenya, hvor han i 2,5 måned arbejdede som kitesurf-instruktør. Og det er planen at gentage succesen næste sommer.
”Så længe jeg læser på uni, har jeg jo tre måneders sommerferie, så min plan er at tage af sted hver sommer og arbejde som instruktør. Det er jo det vildeste studiejob. Det har virkelig åbnet mange døre for mig at tage den her uddannelse”, fortæller han.
Jonas sidder sjældent stille og får ofte nye, gode ideer. Da han gik på højskole, var han med til at starte en mandeklub, hvor de unge mænd fik et forum til at snakke om sårbare emner. Klubben blev en stor succes og er blevet holdt i live sinen Jonas stoppede på højskolen. På CBS har han kastet sin energi på CBS Surf, hvor han arrangerer surf-rejser for hans medstuderende i flere af ferierne. Dog ikke sommerferien, som allerede er afsat til kiterejser.
Drømmer du om at tage en kite-instruktøruddannelse ligesom Jonas?
Vi har stadig få ledige pladser med opstart i januar 2023. Læs mere om Oure Højskole her.