Nyhed
Dannelse i 5000 meters højde
28. april 2026
Hvad sker der med en gruppe unge og vores pædagogiske blik, når dannelse flytter ud af klasselokalet og op i den tynde luft på vej mod Everest Basecamp?
Det begynder ofte i det små. En elev, der plejer at fylde meget i samtalen, går pludselig stille foran. En anden, der normalt trækker sig, tager initiativ til at holde pause og få alle med. På stien i Khumbu-dalen i Nepal bliver mange af de vante sociale strategier mindre brugbare. Luften er tynd og dagene er lange. De fleste af os har igennem vores opvækst fået indkodet, at det gælder om at komme fremad. At nå målet, og tempoet må gerne være højt. Herude, omgivet af bjergene, bliver læringen en anden. Kroppen giver et umiskendeligt svar, hvis man går for hurtigt. Man lærer at gå i et tempo, der kan deles. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvad jeg selv har lyst til. Det er både større og i virkeligheden noget mere enkelt: gruppen kommer først. For fællesskabets fysiske og psykiske robusthed er afgørende, når vi sammen vandrer mod Everest Basecamp.
Når vi, på Oure Idrætshøjskole, har valgt at tage vores Outdoor-elever med til Nepal, er det først og fremmest for at skabe en anderledes pædagogisk ramme, som gør tre ting tydelige:
- Komfortzonen bliver ikke et psykologisk begreb, men en konkret erfaring. Den kommer til at være under konstant forhandling, og bliver kropsliggjort gennem den enkelte under hele turen.
- Fællesskabet er en praktisk opgave, der skal løses hver dag. Ikke noget du kan vælge til eller fra.
- Kulturmødet med nepalesisk hverdagsliv, religion og geografi er et perspektivskifte, som vi ikke kan give i klasselokalet. Vi kan forberede og efterbearbejde derhjemme, men her bliver det til levet liv.
Komfortzonen, når kroppen forhandler med viljen
På Oure taler vi ofte om at udfordre eleverne. At arbejde grænsevandrende og sætte dem i stand til at turde træde nye veje. Men hvor det på højskolen er et øverum, bliver det et livsrum på rejsen. Udfordringerne bliver konkrete og gentagende. Vabler, højdepåvirkning, kulde, en oppakning, der skal bæres hver dag. Den mentale træthed, der opstår, når man ved, at der igen i morgen venter mange timer på benene. Hverdagsmodstanden bliver et cyklisk vilkår, og dagene får deres helt egen nødvendige dramaturgi. Netop derfor bliver det et tydeligt læringsrum. For nogen af vores elever, er det første gang, de ikke kan optimere sig ud af en situation. Kropsligheden er allevegne. Du kan ikke google dig til mere ilt og du kan ikke springe processen over. Det giver anledning til gode samtaler om præstation, sårbarhed og selvledelse. Hvornår skal jeg presse mig selv, og hvornår skal jeg justere? Hvad er forskellen på at give op og at tage ansvar? I den forstand bliver vandringen en øvelse i dømmekraft, ikke i misforstået heroisme.
Fællesskabet er tempo, omsorg og forpligtelse
I højden bliver forskelle synlige. Nogle har overskud, mens andre kæmper. Hvis vi som højskole vil have alle med, må tempoet konstant forhandles. Det er her fællesskabet bliver mere end blot en stemning eller løs antagelse. Gruppen bliver en form for organisme, hvor den konstante koordinering er en forudsætning for succes. Hjemme på højskolen kan der godt vendes øjne, når vi igen checker ind, når der klappes af efter endt undervisning eller andre af de utallige ritualer, som kostskolelivet har. Men når vi sammen går opad på støvede bjergstier eller skal krydse hængebroer over buldrende floder, bliver det vores ritualer og konstante blik for vores allesammens velbefindende, som gives den resiliens, der gør det muligt. Der er en form for smuk poetisk ironi i, at det er de bløde værdier, som gør os hårde herude. Det er legitimt at sige: “Jeg er presset.” At skjule det, er ikke. Det er en enkel, men afgørende norm, når man skal passe på både de fysiske og sociale processer i gruppen.
Perspektiver - ikke en flot kulisse
Vandringen mod Everest er en drøm for mange. Et flueben, der skal vise, hvor intenst og spændende du lever. For ja, der er guddommeligt smukt herude, men bjergene har ofte helt andre planer. Ruten mod foden af Everest går gennem landsbyer, forbi te-huse, bedeflag, mani-sten og små klostre. Det er fristende at gøre kulturen til en kulisse for vores egen fortælling, men turen forpligter til det modsatte. For vi konfronteres hele tiden med krumbøjede bærere, og vejrbidte ansigter, der lever i skyggen af bjergene. Vi ser, hvordan tusindvis af vandrere, som os selv, har været med til at forme livet langs vandreruterne. Vandrerne søger en falsk uberørthed, og glædes over, at der aldrig er langt til den nærmeste cola. Da jeg en eftermiddag i en stille baggård snakker med vores guide Sonam om denne problemstilling, vender han det om. Hvordan ville det være, hvis vi ikke kom? Hvis vi ikke så det land og den region, som han er så stolt af? Ville de så ikke bare blive glemte? Sonam og resten af teamet giver os alle noget, som ingen af vores billeder kan vise: en vej ind til den nepalesiske kultur.
Fra oplevelse til dannelse
På afstand har vi nok glemt både tårer og frustrationer. Den bidende kulde og kampen mod højden er nu kun anekdoter, vi underholder hinanden med. Dannelsesrejsen ligger ikke i destinationen, men i den måde, vi tager indtryk ind, og hvordan vores erfaringer bliver afsæt for fælles refleksion. Vi bærer alle ordløst rundt på følelsen af at kunne løfte os selv og bære andre. Dannelsen sker mellem mennesker og ikke som en individuel præstation.
Vil du med næste gang?
Læs mere om linjefaget her.
