Nyhed
05. maj 2021
For Olivia har der aldrig været en plan B. Drømmen om en professionel dansekarriere har været eneste mulighed og er nu et skridt nærmere.
For få måneder siden var Olivia Pyszko tæt på at kaste håndklædet i ringen. Tæt på at opgive den drøm hun har haft siden hun som helt lille pige stod i en ballettime og tænkte: Det her vil jeg lave resten af mit liv. Afslag fra flere af verdens anerkendte danseuddannelser var årsagen og tog hårdt på den 22-årige danser. Men det var ikke en mulighed at kaste med det håndklæde. For der har aldrig været en plan B for den unge danser. Der har altid kun været dansen.
”Det var en hård periode at være i. Man ligger så meget arbejde i de her optagelsesprøver med koreografier, der skal læres, videoer, der skal indspilles og papirer, der skal udfyldes. Så det var hårdt, at det ikke bar frugt. Men lige pludselig kom beskeden om, at jeg var optaget på Iceland University of the Arts, som kun optager max otte dansere på den internationale linje for moderne dans. Det var så vildt, fortæller Olivia til en snak i Oure Højskoles spisesal.
Siden august har Oure Højskole været Olivias base i hendes drøm om at tage dansen til næste niveau. Her oplevede hun, at de forventninger, der naturligt lå i hendes tid som gymnasieelev, forsvandt da hun trådte gennem døren til højskolen, hvor der ikke var samme pres med karakterer og mange forskellige fag. Her var der en helt anden stemning, hvor hun mærkede, at presset forsvandt, selvom ønsket om optagelse på en international danseuddannelse voksede dag for dag. Og der har været forståelse for hendes drøm, hendes passion og hendes dedikation til dansen – også fra de elever, som ikke deler den.
”På Oure er vi bare sammen og gør hver vores ting, på den måde vi gerne vil. Der er nogen, der prøver deres linjefag nærmest for første gang og så er der nogen, der ved, at de vil det her resten af deres liv. Vi er alle sammen forskellige og vil noget forskelligt, men der er en gensidig respekt omkring hvad vi hver især vil og det er rigtig fedt. Der er rummelighed og plads til alle, fortæller Olivia om sin oplevelse på højskolen.
Til sommer er højskoleopholdet for Olivia slut og rejsen fortsætter de næste tre år i Island. Fra Oure Højskole og Olivias danseundervisere ønskes der kæmpe stort tillykke med den flotte optagelse.
Drømmer du også om at dyrke din passion for dans på Højskole og være en del af fællesskabet på Oure Højskole? Der er ledige pladser på holdet, som starter til januar 2022. Du kan læse mere om Oure Højskole her.