Nyhed
21. september 2023
Liv, Ditte, Rikke og Mathias har mødt hinanden på Oure, hvor de opdagede disciplinen Adventure Race. De har nu dannet holdet Team Fed Energi og netop gennemført deres første lange race i master klassen. Og de har mod på mere – både når det kommer til udfordringer og til fællesskabet.
Ditte er tidligere elev fra Oure Kostgymnasiums adventure-linje. Liv, Mathias og Rikke har gået på Oure Højskole, på henholdsvis adventure-, sejl- og ski-linje. Fælles for dem alle er, at de i løbet af deres tid på Oure fandt passionen for Adventure Race og de mange udfordringer, der følger med den disciplin - ikke kun på individuelt niveau, men i fællesskab som et hold. For du kan ikke gennemføre et Adventure Race, hvis du ikke får hele holdet med, og det er noget af det, som de værdsætter mest ved sportsgrenen, der nu giver dem mulighed for at fortsætte i det fællesskab, som er opstået i deres tid på Oure.
”Jeg værdsætter virkelig at være sammen med andre om noget. Det sociale i, at vi er på et hold og samtidig er i gang med noget, vi alle synes er fedt, er meget motiverende for mig. Derudover er sporten meget social, både fordi det en holdsport, men også med de andre hold. De gange vi har været afsted som hold, har vi kun oplevet fed energi fra de andre hold, hvilket lidt er en kontrast til min tidligere sport. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at jeg på fodboldbanen nogensinde har ønsket de andre hold held og lykke, eller sagde “godt spillet”, når vi var ude til kampe”, fortæller Liv.
Ideen om, at sammenholdet går forud for alt andet, er også det, der tænder Mathias, når han går ind i deres fælles projekt.
”Jeg har altid været godt bagud med sport, når det kom til det tekniske - især til fodbold. Da jeg gik på efterskole opdagede jeg, at jeg til gengæld var bedre end de fleste til at trodse smerten og udmattelsen i kroppen og kæmpe igennem lange udholdende udfordringer. Derudover kan man fx sagtens smide nogen af holdet til fodbold midt i en kamp. Det kan man ikke til et race. Der skal alle gennemføre det hele sammen. Det er sammenhold og holdsport på en hel anden måde”, fortæller han.
Liv, Ditte, Rikke og Mathias ser ikke kun hinanden, når de kører race. De er også instruktører sammen på Oures sommerkurser, hvor Liv, Rikke og Mathias, der kendte hinanden fra højskolen, lærte Ditte at kende.
”Jeg lærte Rikke at kende på højskolen og siden har vi været uadskillelige. Hauge (Mathias) mødte jeg også på højskolen og siden har vi tilbragt fire somre på Oure sammen. Da jeg mødte Ditte, var det som på film – det var kærlighed ved første blik”, fortæller Liv.
Holdet med de fire tidligere Oure-elever har netop gennemført deres første lange race i masterklassen. De kom i mål på 15 timer og skulle igennem blandt andet cykling, løb, svømning, kano, klatring og inliners, før de sammen kunne krydse målstregen.
Oplevelsen af at gennemføre som hold, giver dem alle et kick.
”Det har været en fuldstændig vanvittig og magisk oplevelse at gennemføre det her løb. Jeg er fuldstændig blæst bagover over, hvor godt et hold, jeg er endt på. Vores team kører på ren fed energi, hvor alle er så gode til at være opmærksomme på hinanden og hjælpe hinanden igennem et fedt løb. Jeg har grint så meget på nogle tidspunkter, at jeg lige måtte bruge nogle minutter på at ligge ned”, fortæller Rikke.
Det er ikke kun fællesskabet, der giver de fire tidligere elever blod på tanden til at fortsætte deres adventure-oplevelser. Det er også alsidigheden i Adventure Race, som tænder en gnist i dem.
”Nogen af de vildeste oplevelser jeg har, har jeg fået fra at dyrke race. Du får lov at bevæge dig steder, hvor man normalt ikke kommer rundt, og bliver udfordret i diverse discipliner. At dyrke race kræver en alsidighed, jeg ikke før har oplevet forventet af mig. Det forventes ikke, at du er rigtig god til én ting, men god til rigtig mange ting. Du skal holde hovedet koldt på kortet, samtidig med, at du presser kroppen på lange distancer. Den kompleksitet er jeg helt vild med”, fortæller Ditte, der bakkes op af Rikke.
”Jeg gør det, fordi jeg får lov at dele så mange vilde oplevelser sammen med nogle af mine bedste venner, som jeg ikke tror man kan få så intensivt andre steder. Under et løb bliver vi udfordret på så mange forskellige parametre, og vi kommer til at lære hinanden ekstremt godt at kende både på styrker og svagheder. Og så har vi super lang tid til bare at snakke og nyde omgivelserne. Derudover er det fedt, at adventure race er en sport, som stiller krav til udøverne både psykisk og fysisk. Udover at holde styr på kortet og bevare overblikket, skal man være enormt alsidig fysisk”, fortæller hun.
Holdet Team Fed Energi stopper ikke her. De har planer om mange flere races som hold, og næste løb er allerede i kalenderen til november, hvor de deltager i Viborg Adventure Race.
Drømmen er dog at komme længere ud i verden og opleve de store løb.
”Vi skal helt klart løbe flere løb sammen. Drømmen er, at vi måske en dag kan komme til at deltage i nogle af de flere dages løb i udlandet. Det vil være en fantastisk oplevelse at dele sammen”, fortæller Rikke.
For Mathias er det ikke kun udlandet og flere løb, der trækker. Det er den udvikling, man kan gennemgå og den uafhængighed man kan føle, ved at kunne klare sig selv, sammen med andre.
”Personligt har jeg en drøm om, at jeg opbygger nok erfaring og træning til, at jeg til hver en tid vil kunne bevæge mig, og navigere, over enorme afstande ved egen kraft i samarbejde med andre. Det er på en måde tilfredsstillende for mig at være selvstændig i den forstand, at det ikke er nødvendigt med bil, tog, GPS osv. for at komme et bestemt sted hen”, fortæller han.
Har du lyst til at prøve kræfter med adventure, mens du går på højskole eller mens du tager din studentereksamen på et kostgymnasium?
Så tjek højskolens linje ud her eller kostgymnasiet ud her.