Nyhed
13. december 2023
Da Jeppe var på udkig efter en højskole, var det vigtigt for ham ikke at skulle vælge mellem hans to passioner; musik og snowboard. På Oure Højskole fandt han det hele.
Da Jeppe var færdig med sin uddannelse og havde fået sit første ”rigtige” arbejde, fik han følelsen af, at der skulle ske noget andet. Han havde aldrig taget et sabbatår, og det kriblede i ham for at udleve drømmen om at komme på sæson som snowboarder.
Samtidig var det vigtigt for Jeppe, at han også kunne dyrke sin anden passion; nemlig musik. På Oure er der heldigvis mulighed for både at fodre sin indre musiker og komme på snowboard-sæson.
”Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg havde lyst til, da jeg kom på højskolen, men jeg ville bare gerne prøve det af”, fortæller Jeppe, der startede med at tage et halvt år på musiklinjen og derefter et halvt år på snowboard & kitesurf, hvor han er fortsat et halvt år mere og lige om lidt tager på sæson i Østrig.
Da Jeppe tilmeldte sig musiklinjen på Oure Højskole, havde han ikke stået på en scene i over 10 år. Det var da heller ikke uden nervøsitet, at han gik ind i arbejdet med musikken. Godt hjulpet på vej af både erfarne, professionelle undervisere og elever, der bakkede op.
”Jeg fik rigtig meget ud af det halve år på musiklinjen, hvor jeg startede. Jeg lærte at stå på en scene og prøve nogle grænser af. Jeg var måske lidt på dybt vand, men jeg lærte at hvile i det”, fortæller Jeppe og fortsætter.
”En højskole er jo et utrolig trygt miljø, fordi vi alle vil hinanden det bedste. Og når man stiller sig op på en scene, så handler det ikke altid om, hvad man kan, men hvad man tør”.
Da det halve år på musiklinjen er overstået, og Jeppe skal til at hoppe i støvlerne på snowboardet, er han ikke helt klar til at slippe musikken.
”Da jeg starter på snowboard og kitesurf-linjen, er jeg ikke klar til at vinke farvel til musik, så vi får startet et band med elever fra både musik-linjen og andre linjer, hvor jeg fortsat kan få lov til at dyrke musikken og stå på en scene. Så selvom jeg forsvandt fra musiklinjen, levede musikken videre”, fortæller Jeppe, der er glad for, at man på højskolen ikke behøver holde sig til én ting, men kan prøve en masse forskelligt af.
”Meget her på højskolen kan lade sig gøre, da vi jo har valgfag, bifag og der generelt er mange forskellige tilbud udenfor linjeundervisningen. Mange af skolens faciliteter er jo åbent for os i fritiden. Du kan spille volley, du kan klatre, du kan blive en del af fodboldholdet. Du kan faktisk gøre det meste”, fortæller han.
Snart skal Jeppe på snowboardsæson, hvor han også har fået job på Oures eget hotel i Bad Gastein i Østrig. En sæson han glæder sig rigtig meget til. Han pønser dog allerede nu på at komme tilbage til Oure i foråret og tage en kitesurf-instruktøruddannelse, så alsidigheden i Jeppes valg fortsætter.
De mange forskellige muligheder for at udvikle sig i flere retninger, betyder meget for ham. Han er derfor rigtig glad for valget om at prøve flere forskellige linjefag af.
”Det har været fedt at prøve både musik, snowboard og kitesurf af. På kite er du ude på tur hver dag i naturen. Du er ude at mærke din krop. I musikken er du mere i dit hoved med nogle tanker, som du kan få ud gennem sangskrivningen, og du kan samtidig stå på en scene og fyre den af. Og lige om lidt er jeg omgivet af sne og skal stå en masse på snowboard”, slutter han af.
Forårsholdet på Oure Højskole starter op 7. januar, hvor skolen fyldes af nye elever. Der er fortsat ledige pladser, så hvis du har lyst til at blive del af en højskole, hvor der er mulighed for at prøve en masse forskellige fag af, så tilmeld dig januar-holdet, der uden tvivl vil sætte sig mærkbare spor i dig resten af dit liv.