Nyhed
På højskolen har jeg fået lyst til livet igen
22. juni 2023
Ida har kæmpet med anoreksi og OCD i mere end 7 år. På højskolen har hun fundet glæden ved livet igen, og ikke mindst fået opfyldt sit store ønske: At komme ud blandt andre unge og få venner igen.
”Lige nu prøver jeg bare at nyde det. Jeg er glad og rolig, og jeg har mange gode folk omkring mig, som jeg har det godt med og som forstår mig”.
Sådan lyder det fra Ida i højskolens spisesal, da jeg spørger, hvordan hun har det med, at højskoleåret snart er forbi. Ida har været elev på Oure Højskole siden august 2022, og selvom det ikke er uvant at gennemgå en stor udvikling i løbet af et højskoleår, vil de fleste nok mene, at Ida har gennemgået en større udvikling end de fleste.
Ida har haft anoreksi og OCD i mere end 7 år. Inden hun kom på højskole, var hun mest hjemme. På grund af anoreksien og OCD’en, gik hun ud af folkeskolen i 7. klasse, og har derefter mest tilbragt tid med sin familie. Det var for svært at komme ud. Da en behandler foreslog et højskoleophold, kunne kun pludselig mærke sig selv igen. Hun mærkede en lyst, som ikke havde været der i mange år.
”Jeg havde helt ærligt ikke haft lyst til livet længe. Jeg kunne ikke overskue dagene og var jo mest bare hjemme. Da jeg hørte om muligheden for højskolen, var det første gang i lang tid, at jeg fik lyst til livet igen. Så jeg var faktisk ikke i tvivl om, at jeg skulle gribe den mulighed”, fortæller hun, da hun tænker tilbage på tiden før højskolen.
Den største drøm var at få venner
De fleste kan forestille sig sommerfuglene i maven, når man står på gårdspladsen foran højskolen den første dag og skal til at møde 100 nye mennesker. Sådan er det for de fleste. Hvis man, som Ida, ikke har spist foran andre end sin mor i mange år, har OCD og generelt overtænker alting, er der lidt mere end sommerfugle i maven. Men egentlig følte Ida sig klar. Klar til at kaste sig ud i ungdomslivet igen – med en helt klar mission: At få nogle venner.
”Jeg havde været hjemme siden 7. klasse, så der er helt naturligt mange, der er faldet fra. Derfor var min drøm for højskoleopholdet helt klart at få venner igen. Selvfølgelig var jeg nervøs, og det var min familie også, men egentlig glædede jeg mig bare til at være sammen med unge mennesker igen”, fortæller hun, mens højskoleeleverne så småt begynder at dække op til frokost bag hende.
Og venner har hun fået. Gode venner, der tør spørge ind til, hvordan hun har det, og ikke har berøringsangst omkring hendes sygdom. Godt hjulpet på vej af Ida selv, der som det mest naturlige i verden starter vores samtale med at undskylde de minutter, hun kommer for sent, med begrundelsen, at hendes OCD-tanker havde taget over og hun derfor lige havde haft brug for at tale i telefon med dem derhjemme. For Ida skal det være naturligt at tale om anoreksien, fordi den er en del af den hun er.
”Jeg har oplevet et stort gennembrud det sidste år, og for mig har højskolen været det helt rigtige sted at gennemgå den udvikling. Her har der været åbenhed og rum til, at jeg har kunne dele mine tanker. Jeg har følt mig meget alene i mit sygdomsforløb, så at mærke et fællesskab igen, har betydet rigtig meget for mig. Det med, at man kan løfte hinanden, har jeg virkelig fået gavn af”, fortæller Ida, der efter få måneder på skolen valgte at fortælle sin historie til hele højskoleholdet på ca. 100 mennesker. En oplevelse hun ikke ville have været foruden.
”Det var et dejligt rum, vi fik skabt i fællesskab. Jeg kunne berige dem med ny viden om min sygdom og de tanker, der følger med, og det var samtidig meget givende for mig, at de stillede spørgsmål og var nysgerrige. Jeg føler, vi alle gik derfra med en forståelse af, at det er okay at snakke om de svære ting som anoreksi, OCD osv.”, fortæller hun.
God aftale med køkkenet
Da Ida startede på højskolen for knap et år siden, var der meget få ting, hun spiste. Derhjemme var hun vant til at veje alting af, og hun spiste ikke foran sin far eller søster. Kun foran sin mor. Det var derfor noget af en omvæltning at indtage måltiderne i højskolens spisesal. Bare det at føre gaflen op til munden var grænseoverskridende i starten, husker hun.
Der var også bestemte fødevarer, Ida ikke kunne spise i starten, og hvis det var på menuen, trissede hun ud i køkkenet og bad om rugbrød.
Ida havde, og har stadig, en aftale med køkkenet om, at hun kan gå derud og få noget andet, hvis der er noget på menuen, som er for udfordrende i forhold til anoreksien.
I starten gik hun mest ud i køkkenet efter noget velkendt, som rugbrød. Nu spiser hun mest det som de andre gør, og har generelt nemmere ved at slippe kontrollen. Ikke 100 %, men gradvist mere og mere.
”Jeg har rykket mig helt vildt, mens jeg har været her. Jeg kan fx tage med de andre ud at spise i weekenderne, selvom det er et sted jeg ikke kender. Jeg kan spise en is med de andre på havnen uden at tænke så meget over det. Det var ikke sket for et år siden”, fortæller hun.
Livsglæden er vendt retur
Sidste år, da bladene var faldet af træerne og efterårssemestret langsomt, men sikkert nærmede sig sin afslutning, valgte Ida at tilmelde sig et halvt år mere. Hun var egentlig slet ikke i tvivl om, at hun skulle blive.
”Jeg havde brug for at fortsætte den udvikling, jeg var i gang med. Jeg havde allerede rykket mig så meget, så det ville jeg bare gerne fortsætte med. Jeg er virkelig glad for, at jeg blev, for jeg har udviklet mig endnu mere”, fortæller hun og afslutter med strålende øjne:
”Jeg har fået min livsglæde igen. Jeg har fået lyst til livet, og jeg føler, at min udvikling fortsætter dag for dag. Og så har jeg fået venner. Det er jeg så glad for”.
