Oure Spisehus

På Oure er mad meget mere end ernæring. Det handler med andre ord om mere end at blive mæt, når du sætter dig til bords i Oure Spisehus. Det er om måltiderne, at vi alle samles, og maden fra de tre skolers køkkener er af særdeles høj kvalitet. Det kan du som elev godt glæde dig til.

Økologi og masser af grøntsager
Oure Spisehus har guldmærket i økologi og serverer derfor mad, der er 90-100 % økologisk. Vi bestræber os på at leve op til Fødevarestyrelsens kostråd og har derfor fokus på både sundhed og klima. Vi har masser af grøntsager i maden og vi bager vores eget brød for at få masser af fuldkorn og mindske indtaget af salt. Vi bidrager til FN’s verdensmål – blandt andet ved at have stort fokus på madspild, planlægge en sæsonbaseret menu og prioritere lokale leverandører.

Vores vision er at bidrage positivt til folkesundheden på kort og lang sigt. Vi ønsker at give alle elever værktøjer, vaner og viden, så de gennem deres liv kan træffe madvalg på et oplyst grundlag. Vi ønsker at gøre eleverne til ansvarlige maddannede verdensborgere.

Du bliver en del af madlavningen
På vores efterskole er eleverne en stor del af hverdagen i Oure Spisehus. Spisehuset er et skolekøkken og derfor et pædagogisk værksted. Alle efterskoleelever har en uge i køkkenet i løbet af deres år på Oure. Her får eleverne en grundig introduktion til arbejdet og processerne i et stort køkken. De får ligeledes indflydelse på ugens menu. Denne medbestemmelse skaber engagement og ejerskab for opgaven.

Deltagelse i køkkenugen er obligatorisk og alle elever får en karakter for deres indsats, baseret på den enkelte elevs engagement, udvikling og evne til at samarbejde. Formålet med køkkenugen er at udvikle elevernes ansvarlighed, kommunikations- og samarbejdsevne, fantasi og kreativitet.

På vores kostgymnasium er eleverne i 1.G også en uge i køkkenet. Her får eleverne en grundig introduktion til arbejdet og processerne i et stort køkken. De får ligeledes indflydelse på ugens menu. Denne medbestemmelse skaber engagement og ejerskab for opgaven. Formålet med køkkenugen er at udvikle elevernes ansvarlighed, kommunikation- og samarbejdsevne, fantasi og kreativitet. Gymnasieelever fra alle tre årgange skiftes til at lave morgenmad hver dag.

På vores højskole er det ikke alle eleverne, der en del af madlavningen, men alle bliver i høj grad involveret i den filosofi vores køkken er bygget omkring med bæredygtighed og økologi. Alle elever har desuden mulighed for at vælge et valgfag, som foregår i køkkenet. 

Personalet i Oure Spisehus er sammensat af professionsbachelorer i sundhed og ernæring, skolelærere, pædagoger og kokke. Personalets opgave er at vejlede, inspirere og tilsammen rumme de mange aspekter af ”sund mad til alle”.

Diæter og allergier på Oure
Oure Efterskole:
At starte som elev på efterskole er en stor omvæltning. Du står nu på egne ben med en stor del af ansvaret for dit eget indtag af mad, med de udfordringer dette medfører. Har du fødevareallergi, sker håndteringen af dette i et samarbejde mellem dig og personalet i Spisehuset - eventuelt også dine forældre, hvis det er påkrævet.

På Oure forventer vi, at du selv er aktivt dialogsøgende i Spisehuset, omkring hvilken mad, der er fremstillet den pågældende dag. Det betyder, at du hver dag, til alle måltider, er i dialog med den pågældende Spisehusmedarbejder, der er tilknyttet din spisesal. På den måde opnås en tæt relation og tillid. 

Det er vores ambition, at alle elever sidder sammen i fællesskab og deler dagens måltider. Derfor anbefaler vi, at elever med allergier ikke medbringer store forråd til sig selv, da vi risikerer en isolering i huset med egne måltider. Hvis specialkost er påkrævet, opbevarer vi dem gerne i Spisehuset. 

På Oure Efterskole kan vi håndtere stort set alle diagnosticerede allergier, og har faglige kompetencer, der forstår at håndtere disse. Den vigtigste ingrediens for et godt efterskoleophold med en fødevareallergi er, at du har en opsøgende adfærd og er indstillet på dialog med medarbejderne i Spisehuset.

Oure Kostgymnasium: På Oure Kostgymnasium håndterer vi mange typer diæter og allergier. Vi kan håndtere stort set alle diagnosticerede allergier, og har faglige kompetencer, der forstår at håndtere disse. Den vigtigste ingrediens for et godt ophold med en fødevareallergi, er et godt samarbejde mellem eleven og Spisehusets personale, så tag endelig fat i os. 

Oure Højskole: Oure Højskoles køkken byder velkommen til alle; kødspisere, vegetarer, veganere, allergikere m.m.

lad os hjælpe dig på vej

Tlf: 62383838

Social

kopieret