Nyhed

Højskolen hjalp Aske med at finde en ny vej

30. januar 2024

Image Article Aske Højskole Tivoli

Da håndbolden blev lagt på hylden, var tomrummet stort for Aske. På et højskoleophold fik han øjnene op for, at det var en helt anden retning, han skulle søge fodfæste i.

Siden Aske Ploug var en helt ung dreng, har han tilbragt meget tid i håndboldhallen med gutterne. Rigtig meget tid. Også tiden efter folkeskolen på efterskole var fyldt med håndbold, hvor Aske spillede på det bedste hold. 

Håndbolden fyldte faktisk alt, men da Aske kom på gymnasiet, fik han øjnene op for den mere kreative verden, hvor blandt andet musikken trak i ham. Håndbolden fyldte mindre og til sidst endte den på hylden. Det sendte Aske ud i en svær situation, som han ikke havde regnet med. 

Håndbold har jo altid været en kæmpe del af min identitet. Det gav et kæmpe tomrum, da jeg droppede det”, fortæller Aske, der hurtigst kastede sig over en ny passion. Musik. 

Selvom det var kærlighed ved første blik, var den nye kærlighed ikke lykken for Aske og kastede ham ud i en form for identitetskrise. 

Det var hårdt at starte fra bunden med musikken, når jeg havde været vant til at være i toppen af håndboldverdenen. Det knækkede mig både at miste håndbolden og ikke slå til i musikken. Det gav mig en krise, hvor jeg ikke helt vidste, hvem jeg var, og hvad jeg skulle”, fortæller han. 

Image Article Aske Højskole Facade

Højskolen gav et nyt perspektiv

Selvom musikken ikke blev lykken for Aske, var det den kreative verden, der havde fået kløerne i ham, og midt i sin identitetskrise, fik Aske et behov for at være et velkendt sted. Han havde gået på Oure Efterskole og fik derfor den idé, at han skulle på Oure Højskole. Et valg, der viste sig at være det helt rigtige for Aske. 

Han startede på skuespillinjen, men manglede det fysiske aspekt fra håndboldens verden. Danseunderviser på højskolen, Ingrid Kristensen, havde set Aske i skuespilundervisningen og så et udtryk i ham, som passede godt til dansens verden. Derfor tog han et semester mere på højskolen, og det skifte gav Aske en ny retning og en ny ro. 

Ingrid er grunden til, at jeg blev grebet, som jeg gjorde på højskolen. Det år på danselinjen har været skelsættende og været med til at give mig en retning i livet. Det kan ikke beskrives hvor meget, det betyder for mig. Jeg føler virkelig, at jeg har fundet hjem i mig selv”, fortæller Aske, da han tænker tilbage på sin tid på højskolen. 

Fra håndboldhallen til London Contemporary Dance School

Efter et år på danselinjen, søgte Aske ind på London Contemporary Dance School og blev optaget. At skifte de harpiksfyldte gulve fra sin ungdom på Sydfyn ud med den pulserende storby, var ikke udelukkende fyldt med glæde for Aske, men han fandt en ro i dansen, som han ikke havde oplevet længe. 

Jeg fandt mig aldrig rigtig tilpas i håndboldverdenen, men jeg blev jo i den, fordi det var min flok, og fordi jeg var god til det. I dansen har jeg fundet en helt anden ro, og selvom London var en hård by at bo i med mange mennesker og konstant blinkende lys, har det været spændende at opleve så mange forskellige mennesker og kulturer, samtidig med, at jeg har taget min danseuddannelse”, fortæller Aske, der kort tid efter afslutningen i London, satte kursen mod Sydfyn og Oure igen. 

At være i Oure er godt for mig. Det er så dejligt, at jeg kan komme tilbage og holde kontakten”, lyder det fra den unge danser. 

Image Article Aske Højskole Ballon
Image Article Aske Højskole Festival

Højskole bør være obligatorisk for alle

Aske er et menneske, der går ind med hud, hår og sjæl i alt, hvad han foretager sig. Måske også for meget, hvis man spørger ham selv. 

Jeg gør mig umage, men jeg bliver alt for fokuseret og opslugt i det jeg har gang i. Og det er ikke sundt. Jeg skal acceptere, at jeg har værdi i mig selv, og den jeg er, og ikke mine præstationer. At træde ud af konkurrencesport har virkelig været vigtigt for mig. Nu skal jeg lære at styre det ‘drive’ og den mentalitet jeg fik med derfra, så den ikke overtager i dansen – selvom den gerne må fylde lidt”, fortæller han. 

Netop forståelsen og accepten af, at et menneske har værdi i sig selv og ikke i sine præstationer, var noget af det vigtigste Aske fik med fra sit højskoleophold. Han mener derfor også, at det bør være obligatorisk for alle unge at skulle et smut forbi en højskole. 

Jeg synes alle skal tage på højskole. Det er svært at beskrive, hvor meget jeg kan anbefale det. Der er noget helt specielt ved et højskoleophold, hvor det menneskelige aspekt er i fokus. Der er et socialt aspekt, hvor vi lærer at bo sammen og tale sammen om helt vildt mange forskellige ting”, lyder det fra Aske, inden han kommer med en opfordring til de mange unge, som lige nu sidder og overvejer, hvad næste skridt skal være. 

Man skal turde at stå af vognen et øjeblik og bare være til. At være i det og ikke skulle noget andet. Du kan prøve en masse forskellige ting af mens du er på højskole og du er åben overfor nye ideer og nye tanker, når du har tid og ro til at være det”, fortæller han og fortsætter.  

Jeg synes det er så vildt, det vi gør. Vi synes højskole er helt normalt, men det er unikt for et ungt menneske at tage en pause og mærke sig selv, få ro og tid til at samle sig og udvikle sig. Der sker virkelig noget på en højskole. Det er noget dyrebart, som vi skal værne om. Jeg fik så meget ud af højskolen. Det er bare at gøre det”, slutter han af. 

Image Article Aske Højskole
Image Article, Højskole, Socialt

Vil du også på højskole?

Der er fortsat ledige pladser, så hvis du har lyst til at blive del af en højskole, hvor der er mulighed for at prøve en masse forskellige ting af, så tilmeld dig opstart i april 2024 (12 uger), august 2024 (19 uger) eller januar 2025 (25 uger). 

Læs mere om højskolen her.