Nyhed

Forelsket i fællesskabet - Fra efterskole til gymnasium

02. november 2023

Image Article Naya Helene Ny

Naya Helene sammen med skuespilholdet.

Naya Helene forelskede sig i kostskolemiljøet, da hun gik på efterskole. Så meget, at hun valgte at fortsætte på Oure Kostgymnasium, som er hendes hjem i tre år.

Da Naya Helene startede på Oure Efterskole, fandt hun sig hurtigt til rette. At bo sammen med andre unge, at blive en del af et stort fællesskab, og at spille skuespil flere gange om ugen passede hende helt perfekt. Så perfekt, at hun langt fra var færdig med kostskolemiljøet, da efterskoleopholdet var slut.

For Naya Helene var det derfor naturligt at kigge mod Oure Kostgymnasium, som kunne give hende mulighed for at fortsætte bofællesskabet med andre unge og forfølge passionen for skuespil. For selvom kostskolemiljøet var det, der havde tændt en ild, var det skuespillet, der afgjorde valget.

Jeg har altid vidst, at jeg skulle i gymnasiet, men hvis jeg skulle i gymnasiet hjemme i en lille landsby i Jylland, havde jeg ikke mulighed for at spille skuespil. Og selv hvis muligheden for skuespil havde været i nærheden af mit hjem, ville jeg ikke have haft tid til det på samme måde, som jeg har her på Oure, hvor jeg ikke skal bruge tid på transport. Alt jeg skal nå, er jo samlet et sted”, fortæller Naya Helene.

Image Article Naya Helene 2 Ny

En mindre presset hverdag

Den unge skuespiller er overbevist om, at hendes hverdag havde set meget anderledes ud, hvis hun havde valgt det lokale gymnasium hjemme i Nordjylland.

 Jeg ville helt klart have haft en mere presset hverdag, hvis jeg havde valgt et gymnasium derhjemme. Det er jo meget presset at gå i gymnasiet og så samtidig dyrke sport eller skuespil ved siden af, men i og med, at vi går i skole her, vi bor her og vi har vores sport eller performing art her, er der bare mere tid til det hele”, fortæller hun.

For Naya Helene har det også stor betydning, at de voksne omkring hende ikke kun ser hende som elev i den boglige undervisning eller som skuespiller. De ser alle siderne af hende – fordi de oplever dem alle.

Der er rigtig god sammenhæng mellem de mange dele af ens hverdag. Jeg synes vores lærere har stor forståelse for os på tværs af vores liv, fordi de ser os både i den boglige undervisning, til vores kampe eller forestillinger, når vi spiser, når vi gør rent osv.”, fortæller hun.

Frihed under ansvar

En ting, der overraskede Naya Helene, da hun startede på kostgymnasiet var, hvor frit det var sammenlignet med efterskolen. Der var ikke en voksen, der hele tiden havde styr på, hvor man var og om man dukkede op til tingene. Det gav hende hurtigt følelsen af at blive meget selvstændig.

Der er selvfølgelig mange voksne omkring os, men vi får rigtig meget ansvar for vores egen hverdag, og det gør nok også, at man bliver meget mere selvstændig og føler sig ret voksen, når man bliver student herfra. Der er jo ikke lige en mor eller far, der vasker dit tøj eller sørger for at du laver lektier. Til gengæld er det en gave, at vi hver dag kan gå op i spisehuset, og så står maden bare klar til os”, griner Naya Helene.

Friheden på gymnasiet sammenlignet med efterskolen er en af de ting, Naya Helene gerne vil fremhæve overfor efterskoleelever, der overvejer, om tre år på et kostgymnasium kunne være noget for dem.

Et efterskoleår er meget intenst og der er så meget, du gerne vil nå på kun 10 måneder. Hvis man tror det bliver lige så intenst i tre år på gymnasiet, kan jeg godt forestille mig, at man bliver lidt afskrækket, men det er slet ikke så intenst. Selvom vi har et presset program, er der meget mere frihed til selv at gøre det, man har lyst til”, fortæller hun.

Image Article Naya Helene 3 Ny
Image Article Kostgymnasium Skuespil Naya Helene 2

Skuespillerdrømmen kan blive til virkelighed

Naya Helene går med en drøm om at blive skuespiller. En drøm, der får lov til at blomstre i de mange timers skuespilundervisning, som hun hver uge er igennem sammen med de andre skuespil-elever på tværs af de tre årgange på gymnasiet.

Vi har en rigtig dygtig underviser, som kender mange i branchen og gerne vil hjælpe os med at komme videre. Fx hjælper han lige nu de 3.g’ere, der søger ind på skuespillerskolen med at forberede sig”, fortæller hun, og fortsætter.

Man kan virkelig lære meget i løbet af de her tre år, for vi har mange timer hver uge. Det er derfor vigtigt, at man har passionen for skuespillet. Du behøver ikke nødvendigvis have en drøm om at søge ind på skuespillerskolen, men du skal synes, at det er sjovt at spille skuespil. Hvis du gør det, er det en god mulighed for at blive en del af et fedt fællesskab”, lyder det fra den unge skuespiller. 

Overvejer du at tage din studentereksamen på et kostgymnasium?

Om det er skuespil, fodbold, ski, musik eller noget helt femte, du brænder for, er der mulighed for at dyrke din passion på Oure Kostgymnasium, mens du tager din studentereksamen.

Vi holder Åbent Hus d. 25. november 2023, hvor du kan høre mere om livet på et kostgymnasium, om de forskellige linjefag og meget mere.

Læs mere om Åbent Hus her.

Image Article, Kostgymnasiet, Skuespil, 1