Højskoleelever udforsker mangfoldigheden på Skarø

Image Article Højskole Skarø Introtur2021 3

En moderne fortolkning af myten om Odysseus, personlighedstesten ”Fuglene på Skarø” og fællessang i solnedgangen. Det er nogle af ingredienserne, når Oure Højskoles elever rystes sammen.

Har du nogensinde tænkt over, om du er en omsorgsfuld due? Eller måske en kreativ papegøje, en handlekraftig ørn eller en analytisk ugle? Det fik Oure Højskoles 130 nye elever mulighed for at overveje og udforske på deres introtur til den sydfynske perle Skarø.

Introturen, som har til formål at ryste eleverne sammen og vise den mangfoldighed, der ligger i gruppen, startede på forskellige måder for eleverne. 40 elever tog turen til Skarø i kajak. 40 elever sejlede i Oures både og 50 elever vandrede lang den smukke Øhavssti til havnen i Svendborg, hvorfra de hoppede ombord på færgen Helge. Alle endte på Skarø, hvor de blev blandet på tværs af linjer og hus sammen med højskoleundervisere og trænere.

En rejse rundt på øen i Odysseens tegn
Højskoleeleverne tilbragte to dage på Skarø, hvor øen blev udforsket samtidig med, at de mærkede myten om Odysseus på egen krop. Alle højskoleundervisere havde fået til opgave af fortolke Odysseus udfordringer og formidle en aktivitet om emnet. Lotusspisernes Ø, Kyklopen Polyfem og alle de andre myter blev til en rejse rundt på øen, hvor finalen var en traditionel afvikling af vikingelegen "Fedtpind" faciliteret af Oure Højskoles husfilosof Christian Shepherd. Dagen sluttede af med fællessang i solnedgangen og bålhygge på stranden.

Image Article Højskole Skarø Introtur2021 4
Image Article Højskole Skarø Introtur2021

Er du due eller ørn?
Ikke alt på introturen stod dog i de græske myters tegn. Der var også fokus på den mangfoldighed, som naturligt er en del af et højskoleophold, når 130 vidt forskellige unge mennesker skal bruge et halvt år af deres liv sammen. Eleverne blev præsenteret for testen "Fuglene på Skarø", som ikke handler om øens rige dyreliv, men derimod hvilken personlighed, der gemmer sig bag hver elev og hvilken sammensætning af personligheder, der findes på hver linje og i hvert hus.

Efter testen blev alle placeret på et hold med samme personlighedstype som dem selv. De omsorgsfulde duer, de kreative papegøjer, de handlekraftige ørne og de analytiske ugler skulle så på 45 minutter planlægge og løse en masse forskellige opgaver - og imens mærke hvordan det er, når man ikke har mangfoldigheden at trække på, men kun er blandt folk med samme personlighedstype som én selv.

Højskoleunderviser Mikkel Rose nød at opleve eksperimentet og se hvad det gjorde for eleverne.

”Duerne hyggede sig og havde en dejlig stemning uden at jagte point. Ørnene fór rundt på hele øen og scorede flest point. Papegøjerne lavede kreative løsninger på opgaverne, men nåede ikke så mange opgaver. Uglerne scorede mange point i opgaverne, men var udfordret i de kreative opgaver. Duerne og uglerne nød måske roen, men savnede, ligesom alle andre, alligevel mangfoldigheden”, fortæller Mikkel, og tilføjer afslutningsvis:

”Mangfoldighed har været et af nøglebegreberne på denne tur, hvor vi forsøger at skabe et solidt socialt fundament for vores elever, som de kan drage nytte af hele året. Det er svært at skabe en meningsfuld relation til alle på sådan en årgang med 130 elever, men vores håb er, at eleverne som minimum har fået en god relation til deres linje og det hus de bor i”.

Image Article Højskole Skarø Introtur2021 2