Nyhed
20. april 2023
Nu føjes der endnu flere stærke navne til programmet for dannelsesfestivalen RESONANS, som finder sted på Oure Højskole lørdag den 26. august 2023. Det drejer sig om Rane Willerslev, Connie Hedegaard, Jesper Theilgaard, Selma de Montgomery, Imran Rashid og Danmarks Underholdningsorkester. De vil alle tale ind i forskellige aspekter af dannelse i en digitaliseret og moderne verden.
RESONANS har allerede offentliggjort de første navne til årets udgave af dannelsesfestivalen, som byder på et bredt spektrum af nogle af landets skarpeste og mest inspirerende eksperter og kulturpersonligheder. Det gælder blandt andre psykolog Svend Brinkmann, sanger og sangskriver Mads Langer, museumsdirektør på Enigma Jane Mylenberg og performancekunstner Gry Worre Hallberg.
Nu føjes endnu en række stærke navne til dannelsesfestivalen. Det drejer sig om museumsdirektør Rane Willerslev, tidligere klimaminister Connie Hedegaard, meteorolog Jesper Theilgaard, klimaaktivist Selma de Montgomery samt forfatter og læge Imran Rashid.
Gæsterne kan også se frem til en musikalsk åbning af festivalen, som Danmarks Underholdningsorkester vil stå for.
I en samtale om digitaliseringens udvikling i forhold til unge vil Imran Rashid blandt andet diskutere regulering af børns skærmforbrug sammen med forsker Dorte Ågård.
RESONANS giver samtidig plads til at udfolde digitaliseringens potentiale, når der sættes fokus på udviklingen inden for kunstig intelligens i forskellige samtaler med årets medvirkende.
Dannelsesfestivalen giver også ordet til fremtidens kulturskabere og meningsdannere, når festivalen inviterer Selma de Montgomery på scenen, som sammen med Connie Hedegaard og Jesper Theilgaard skal sætte ord på, hvordan dannelsen af de kommende generationer bør foregå i forhold til klimaet.
Desuden stiller årets festival blandt andet også spørgsmålet: Hvem tilhører dannelsen? I en samtale med Rane Willerslev udfoldes den aktuelle debat rundt om på verdens museer om udlevering af nationale kulturskatte.
Medlem af RESONANS’ styregruppe og direktør for See@rt, Lars Seeberg, udtaler begejstret om årets program:
”RESONANS har fra begyndelsen haft et stærkt fokus på dannelsen i en digital tidsalder. Med den massive udbredelse af kunstig intelligens, som vi har set i løbet af især det seneste halve års tid, har vi kun fået et endnu større behov for stærke, substantielle og inspirerende debatter om både kunst og kultur og selve livet i en AI-domineret verden. Derfor er jeg særligt glad for, at RESONANS også kan danne rammen omkring den afgørende AI-debat – såvel som alle de andre ekstremt vigtige debatter om dannelsens mange facetter og perspektiver.”
Mange flere navne vil blive offentliggjort i de kommende uger. Følg med, læs mere og køb billetter til RESONANS 2023 på RESONANS.live. Følg RESONANS på Instagram via @resonans.live.