Nyhed
05. juli 2023
Skolerne i Oure har 270 medarbejdere, som arbejder med alt fra boglig undervisning, madlavning, fodboldtræning, skuespilundervisning, administration, vedligehold og meget andet. Dyk ned i medarbejderportrætterne og lær medarbejderne bedre at kende.
Sissel er uddannet Professionsbachelor i Ernæring & Sundhed, og har siden sin studietid haft et godt øje til Oure. Primært fordi, at hun her kan styrke sociale relationer med unge mennesker, samtidig med, at passionen bag gryderne i køkkenet kan dyrkes. Læs Sissels portræt og bliv klogere på, hvad det er, hun synes, der gør Oure til den bedste arbejdsplads.
Hvornår startede du på Oure?
Jeg startede på Oure i 2019.
Jeg bidrager især med en masse struktur. Jeg er et meget struktureret menneske, så jeg er god til at have det store overblik og sørge for, at vi når tingene til tiden. Både på dagen, men også i hele planlægningen af ugen.
Når vi fx har nogle lidt anderledes uger, hvor der er studenterfester, eksamensuger eller sommerkurser, er jeg tit med i planlægningen og sørger for, at det hele glider.
I forhold til maden i køkkenet, er det som regel mig, der har ansvaret for de vegetariske retter og salaterne. Det udfordrer mig og det er her jeg kan være kreativ og lege mest. Og så står jeg oftest også for at lave kagerne.
Mit job giver mening, fordi jeg kan bidrage til det grønne og bæredygtige køkken. Når jeg fx bestiller varer, fokuserer jeg på de varer, der er i sæson og på de varer, der er i overskud fra vores leverandører. Hvis vi kan købe en stor portion varer, som skal bruges indenfor nogle få dage, har vi både været med til at redde de varer fra at gå til spilde, OG vi har gjort det til en lav pris, så vi har råd til noget andet til eleverne.
Derudover har vi ret mange forskellige opgaver som medarbejdere i spisehuset, så det bliver meget alsidigt. Vi står ikke ved gryder hele dagen, men har også projekter med eleverne, hvor de enten er med i køkkenet eller vi er med i deres undervisning og kan lære med dem om det bæredygtige køkken, kemi i maden eller noget tredje.
Og så er det selvfølgelig fedt at udvide elevernes madhorisont ved at introducere dem til en masse forskellig grøn mad. Vi kan se, at vi er med til at rykke deres grænser i løbet af den tid de er her, hvor de i starten kan være ret skeptiske overfor de nye vegetariske retter, men langsomt smager på det meste og for de flestes vedkommende finder ud af, at det faktisk er ret lækkert.
Min dagligdag på Oure er meget alsidig, blandt andet fordi alle i køkkenet har skiftende arbejdstider. Vi har som udgangspunkt én morgenvagt, mindst én aftenvagt og 2-3 frokostvagter. Dagen starter altid med, at vi får lagt en plan sammen med dem, vi er på vagt med. Så tjekker vi mails for at se om der er kommet nogle nye bestillinger ind siden i går. Og så går vi ellers i gang med maden.
Vi har lavet vagterne sådan, at vi alle når at se hinanden midt på dagen til frokost. Så morgenvagten slutter med at spise frokost, hvor aftenvagten starter med at spisefrokost. På den måde er vi alle fra køkkenet samlet i en halv times tid, ligegyldigt hvilken vagt vi har.
Det bedste ved Oure er, at der er mange forskellige fagligheder. Overalt på skolen, men også i køkkenet, hvor nogle er kokke, andre er professionsbachelorer i ernæring og sundhed og en tredje er ufaglært. Det synes jeg er virkelig fedt, og det giver noget specielt til køkkenet. Det vigtigste er jo, at man har god kemi og jeg synes virkelig vi er et godt hold sammen, hvilket selvfølgelig smitter af på arbejdsglæden.
Grunden til, at jeg oprindeligt blev interesseret i Oure, var kontakten med eleverne. Jeg kan gode lide at lave mad, men jeg har ikke været interesseret i at være kok. De sociale relationer med eleverne er meget vigtigere for mig.
Derudover er noget af det bedste, at vi altid er i udvikling. Både med den grønne omstilling, hvor vi hele tiden udvikler nye metoder til at komme fremad, men også den personlige udvikling, hvor der er mange muligheder på Oure. Der bliver lyttet meget til den enkelte og kigget på hvordan vi hver især kan udvikle os. Jeg har to timer i bilen hver dag for at komme frem og tilbage, men det gør mig ikke noget, for jeg synes virkelig det er en fed arbejdsplads.