Nyhed

Nye tiltag på Oure Efterskole – Vintersejlads og ny rejsedestination

17. december 2025

Image Article Sejlads Vintersejlads

Vintersejlads tilbage på skemaet og ny rejsedestination i vente

Sejl-eleverne på Oure Efterskole kan nu igen sejle om vinteren. Fra næste skoleår er der også varme nyheder på vej, da Grækenland bliver tilføjet som rejsedestination for eleverne.

Efter mere end et årti uden sejlads i vinterhalvåret genindfører Oure Efterskole nu vintersejlads på sejl-linjen. Det er nu muligt for eleverne at vælge vintersejlads som valgfag med base i Lundeborg.

Vintertræningen blev udfaset efter Præstø-ulykken i 2011, både af sikkerhedsmæssige årsager og fordi mange elever havde behov for en pause fra vandet sidst på året. Ifølge sejllærer Ditte Juul har billedet ændret sig.

Image Article Sejlads Efterskole Vintersejlads

“Vi har i de senere år fået mange henvendelser fra både elever og forældre, som efterspørger vintertræning. Derfor har vi valgt at gentænke vinterperioden og tilbyder nu sejlads til dem, der har lysten og motivationen,” siger hun.

I det nuværende skoleår deltager syv elever i vintersejlads én gang om ugen, mens resten af holdet træner fysisk på skolen. Eleverne sejler blandt andet ILCA, Europa, 29’er og J/70. Ordningen giver mulighed for at tilgodese både dem, der ønsker at sejle året rundt, og dem, der har brug for en vinterpause.

Nyt rejsekoncept til Grækenland

Vintersejlads er ikke det eneste nye tiltag på Oure. Fra skoleåret 2026/27 introducerer sejl-linjen også en længere sejltur i det græske øhav. Linjerejsen bliver et supplement til skolens kulturrejse i november, og den lange skirejse i januar og februar sammen med de øvrige linjer.

Sejl-linjen har i forvejen et markant fokus på længere sejladser. Eleverne kan faktisk ikke få nok, selvom de allerede har to længere ture i efteråret samt Fyn Rundt Kapsejladsen i foråret. En af eleverne beskriver oplevelsen sådan:

“Det er så meget anderledes end banesejlads. At sejle sammen med sine venner i mere end 24 timer uden at skulle andet end at være sammen. Og det at sejle i mørke er altså også ret fedt.”

Image Article Strand Rejser
Image Article Sejl Efterskole

I Grækenland skal eleverne omsætte deres nyerhvervede duelighedsbevis i praksis og opleve tursejlads under sydligere himmelstrøg.

“Vi er meget spændte på, hvad det nye rejsekoncept kan tilføre vores linje. Som entusiastiske tursejlere er Lærke (underviser) og jeg svært begejstrede for muligheden,” afslutter Ditte Juul.