Nyhed
07. februar 2022
Privatfoto. Signe Thielsen blev student fra Oure Kostgymnasium i 2016.
Signe havde ikke været meget udenfor Jylland, da hun så en Facebook-annonce om et skuespilkursus på Oure. En enkelt uge blev til tre år og et ubeskriveligt bånd til en sydfynsk mark, hvor tingene konstant er i bevægelse og hvor lysten til at skabe altid lever.
I dag er Signe Thielsen elev på Den Danske Scenekunstskole i Odense. Et sted hun kun havde drømt om at blive optaget på, da hun tilbage i 2013 satte sine ben på den mark på Sydfyn, som ændrede hende for altid.
”Jeg har ikke børn endnu, men når jeg får det, og de bliver gamle nok, skal de gå på Oure! Selvfølgelig skal de det. Alle burde få muligheden for at gå her”.
Sådan lyder det fra Signe, som drømmende tænker tilbage på sin tid på Oure. En tid som startede da hun tog på en uges sommerkursus med skuespilundervisning tilbage i 2013. På den sidste aften af sommerkurset, snakker hun med Niels Boesen, som underviser i skuespil på Oure. Han giver udtryk for, at Signe har et talent, som bør udforskes mere end blot i denne uge, og den dengang 17-årige Signe ringer straks hjem og fortæller, at hun gerne vil blive på Oure.
Da sommerkurset startede, anede hun ikke det fandtes, men nu ved hun, at Oure ikke kun har ugekurser over sommerferien, men også rummer efterskole, højskole og et kostgymnasium. Sidstnævnte var den skole, Signe havde set sig lun på, og hun satte nu himmel og hav i bevægelse for at få sin nye drøm til at gå i opfyldelse.
”Jeg var skrevet op til at starte på det lokale gymnasium hjemme i Kolding, men da jeg først havde oplevet Oure, ville jeg ikke hjem igen. Jeg synes ikke skolen var så spændende dengang, men jeg håbede, at hvis jeg kunne få lov til at kombinere det med min passion for skuespil, ville jeg komme godt i mål på begge fronter. På Oure kunne jeg det hele og jeg kunne ovenikøbet gøre det hele på samme sted, så jeg var helt solgt fra start”, fortæller Signe, der kort tid efter hun ringede hjem, startede på skuespillinjen på Oure Kostgymnasium.
”Oure er altid i bevægelse”.
Sådan forsøger Signe at forklare, hvorfor hun synes Oure er så fedt et sted. Hun får dog brug for lidt flere ord, selvom hun ihærdigt kæmper for at fatte sig i korthed.
”Det er svært at forklare den her Oure-ånd, for Oure er bare en helt speciel størrelse, som altid er i bevægelse og udvikling. Det tror man jo ikke, hvis man ikke kender stedet og bare tænker, at det er en mark på Sydfyn. Men det er en mark, hvor alt er muligt. Og netop fordi det er på en mark ude i ingenting i stedet for inde i byen, er der ikke noget, der distraherer og forstyrrer dig. Når du er på Oure, så er du her og så skaber du noget sammen med de mennesker, du omgiver dig med”, fortæller Signe.
Signe fortæller, at hun var et helt andet menneske da hun ankom til Oure end hun var, da hun stod med sin studenterhue i hånden tre år efter. Det er der, ifølge Signe, mange årsager til. Hun fremhæver dog alligevel nogle årsager som værende mere vigtige end andre. Blandt andet det hun kalder at smage på hele kagen, som hun mener kendetegner Oure.
”Mange tror, at enten er du et sportsmenneske eller også er du et kreativt menneske. Det tror jeg er løgn. Mange dyrker det de er gode til, for det gør vi som mennesker. Hvis vi får at vide vi er gode til noget, så gør vi det. Men på Oure kan du også dyrke det du ikke er så god til eller har svært ved. På den måde får du mulighed for at undersøge nogle nye sider af dig selv”.
Sådan lyder det fra den unge skuespiller, inden hun uddyber sin analogi med at smage på hele kagen:
”På Oure får du lov til at udforske alt det du er. Ikke kun det du ”bruger” og viser frem til daglig, for det stykke af kagen har du smagt rigeligt på. På Oure smager du på en masse forskellige stykker af din egen kage, og du undersøger om det er en smag, du kan lide. Måske kom du her som håndboldspiller, men du tager herfra som musiker eller omvendt. Netop fordi du har fået mulighed for at smage på et stykke af din egen kage, som du ikke havde udforsket tidligere”, fortæller Signe, der selv lærte at spille klaver og fik en masse erfaring med dansetræning på Oure, selvom hun var skuespilelev.
”Hvis du har lyst til at prøve windsurf eller dans, så finder du bare nogen fra de linjer og spørger om det ikke er muligt at prøve sammen med dem. Hvis du vil indspille en sang, tager du fat i musikerne, og hvis du har lyst til at lave noget kreativt, beder du om at få låst op i krea-rummet. Der er så uendeligt mange faciliteter på Oure, så det er kun dig selv, der sætter grænsen”, fortæller Signe.
Selvom Signe fik mulighed for at smage mange forskellige stykker kage i sine tre år som gymnasieelev på Oure, var det aldrig noget, der vippede skuespillet af pinden som førsteprioritet. Hun anede ikke hvad vi ville med skuespillet, da hun kom til Oure, men hun havde en klar idé, da hun tog herfra. Hun følte sig hjulpet af det fællesskab, der mødte hende.
”Inden jeg kom på Oure synes jeg livet var lidt svært, men da jeg kom herned, virkede det bare nemt og ligetil. Selvfølgelig er der en masse udfordringer i de gymnasieår, hvor man skal finde sig selv, men det her fællesskab på Oure gjorde det nemmere at være i på en eller anden måde”, fortæller Signe, inden hun holder en pause og fortsætter lidt tøvende, som om hun smager på ordene, mens de langsomt kommer frem:
”Jeg tror, det er fordi jeg oplevede, at der var plads til mig. Der var plads til at være den jeg er, til at udvikle mig, til at begejstres, men også til at fejle. Jeg oplevede, at jeg kunne træde ved siden af og gå udenfor normerne, men stadig have en plads i fællesskabet. Det gav mig en tryghed, som gjorde, at jeg fik lyst til at bidrage meget mere til fællesskabet, tage initiativ og skabe ting på en helt anden måde end jeg havde været vant til”, fortæller hun.
Når Signe fortæller om sin tid på Oure, er der én person, hun taler ekstra varmt om. Hendes underviser Niels, som Signe ikke var klar til at give slip på, da hun stod med sin studenterhue på hovedet og skulle videre fra Oure. Signe og Niels har holdt kontakten, og Niels hjalp også Signe med at øve de første to gange hun søgte ind på skuespilskolen. Da det lykkedes hende at blive optaget på Den Danske Scenekunstskole i Odense, var det også Niels’ begejstring, der overskyggede alle andres, fortæller hun.
”Jeg tænker han har haft et forklaringsproblem efter den samtale, for han var tydeligvis sammen med nogle mennesker da jeg ringede og fortalte den gode nyhed, men det afholdte ham ikke fra at komme med et glædeshyl uden lige. Han er en kæmpe inspiration for mig, og jeg har altid set op til ham, så det var helt fantastisk at mærke, hvor glad han blev på mine vegne”.
Inden Signe startede på skuespilskolen i sommers, var hun tilbage på Oure som underviser for den næste generation skuespillere – nemlig på UngdomsCamp på Oures sommerkurser. Det var en stor oplevelse at undervise de unge og heldigvis blev det gjort i samarbejde med hendes gode ven Niels.
Hvis du ligesom Signe gjorde det, gerne vil kombinere dit skuespil med en studentereksamen, kan du læse mere om skuespil på Oure Kostgymnasium her.
Du kan også tilmelde dig virtuelt informationsmøde, hvor du kan høre mere om skuespil, STX-undervisning og livet på Oure Kostgymnasium.