Hvad kan højskolen?

Det er styrken ved højskolen.

Højskole er den famøse bouillonterning af, hvad vores samfund burde være. Politisk, uddannelsesmæssigt, mennesker imellem og jeg kunne blive ved.

En lille måneds-tid inde i mit forløb skrev jeg en besked til min far: ”Ærligt: Højskole har bekræftet mig i, at gym duer til meget lidt. Højskole – se det er rigtig skole!” Hvortil han svarede: ”Sjovt, - det var nøjagtig samme konklusion jeg nåede til efter mit første højskoleophold på Snoghøj Højskole i 1967.”

Jeg husker, at nogle elever havde et ønske om en ændring. Det blev diskuteret og pludseligt var ændringen sket. Først blev jeg overrasket over den hurtige handlen og, at det faktisk lykkedes, dernæst blev jeg ked af, at jeg reagerede som jeg gjorde. Kom jeg virkeligt fra et miljø, der havde lært mig, at du godt kan glemme indflydelse som menigmand? Størstedelen af min erfaring sagde ja. Både på hverdagsniveau, men også når politikere vælger at sidde eksperter samt borgere overhørig.

På Oure var vi lige ved at være blevet siddet overhørig. Lærere, ledelse og elever kom i karambolage med hinanden over problemer med alkoholregler og krænkelser, efter afsløringerne om den forfærdelige ”saunaklub” på Sønderborg Højskole - problemer som vi slet ikke kunne genkende.

Men så stillede vores forstander sig op til en fællestime og leverede en brandtale, så man skulle tro han var en gammel 68’er: Tak til os elever for at vi havde gjort modstand. Tak for at vi havde gjort os hørte gennem digte, sange mm. Og dertil: ”Undskyld. Undskyld, kære højskoleelever. Kære voksne mennesker, at vi fik konkluderet noget for hurtigt. Undskyld, vi ikke bragte jer ind. Undskyld vi foregav at demokratiet var noget vi talte om og så gjorde vi alligevel hvad vi havde lyst til at gøre bagefter, fra ledelsens side. Undskyld, medarbejdere. At vi glemte at tage jer alvorligt. Og undskyld til mig selv, at jeg glemte at tage mig selv alvorligt. Kan det accepteres?” Det kunne det.

Det er det inspirerende ved højskolen

En anden gang var det vores fitnesslærer, der sagde noget, som nok bliver med mig hele livet. Fra hun gik ud af gymnasiet til hun begyndte på universitetet, gik der ni år hvis ikke flere. Men hun kaldte det aldrig sabbatår. Hun betragtede det mere som tid brugt på at finde på plads i livet. Hvilket hun så også gjorde. Men inden da, havde hun fået så mange erfaringer og oplevelser med i rygsækken, at jeg sad og blev gul og grøn af misundelse. På den gode måde. For, for så’n én som mig, der nemt lader sig presse af andres forventninger var det befriende at høre. Og noget jeg vil prøve at huske på, når superegoet på bekostning af min glæde siger: du burde så’n og så’n. Fandme nej. Nu vil jeg være glad i livet.

Derved magien ved højskolen.

Hvad højskolen har givet mig, kontra tidligere uddannelsesinstitutioner, er den rendyrkede glæde ved at lære, ved at beskæftige sig med det du går op i.
Jeg var vant til at sikkerheden i, at det der afgjorde om jeg var dygtig til noget eller ej, kom i form af vurderinger udefra. Sikkerhed. Paradoksalt i og med, at man jo ikke kommer ud i en verden med sikkerhed. Vi kommer ud i en verden, der efterspørger selvsikre individer, som kender deres eget værd. Så lad os opfordre til det.