Nyhed

Hvad kan højskolen?

18. september 2023

IMG 7133

Kronik af Louise Bruun – bragt i Berlingske 30. juli 2022.

Tidligere højskoleelev Louise Bruun sætter ord på hvad højskolen kan.

”Bliv til nogen og ikke til noget” sagde Rasmus Carlo Fabricius, på Oure Højskole kaldet Carlo. Det er essensen af højskolen.

Nu fik jeg hurtigt afsløret, at jeg har gået på Oure Højskole. Det gjorde jeg i 23 uger, og jeg er så langt fra den person jeg var, da jeg startede, at jeg kan undre mig over, at jeg stadig føler mig som mig selv. Men egentligt har jeg nok ikke ændret mig som sådan. Jeg har blot gravet den Louise frem det altid var meningen jeg skulle være, og nu tør jeg holde fast.

Det er det smukke ved højskolen.

Oure Højskole har i starten af året det, der hedder ’familiefortællinger’. De der har lyst kan fortælle deres hus (cirka. 30 mennesker) lige så meget eller lidt, som de har lyst til om dem selv, og hvad der har skabt dem som personer.

Det er genialt. For som én af lærerne sagde: En glat væg kan du ikke kravle på. Og er mennesket en glat væg har andre ikke noget ved dig at holde fat i, og opbygge relationer ved. Deler du derimod ud af dine (også) sårbare sider, svarer det til at lave ridser i den glatte væg, og andre får dermed noget at holde ved. En relation kan ikke bygges på en facade af ufejlbarlighed. Og jeg har endnu ikke kunnet komme i tanke om steder i livet, hvor dette ikke skulle gælde, - værdsætter vi ikke de ærlige politikere, der ikke er viklet ind i spin? Drages vi ikke til de personligheder, der netop er personligheder? Og som dertil står ved det?

Tør du lukke andre mennesker ind, får du så uendeligt meget igen for det. Og tør du lukke dig selv ind, så er du godt på vej.

IMG 7131

Det er styrken ved højskolen.

Højskole er den famøse bouillonterning af, hvad vores samfund burde være. Politisk, uddannelsesmæssigt, mennesker imellem og jeg kunne blive ved.

En lille måneds-tid inde i mit forløb skrev jeg en besked til min far: ”Ærligt: Højskole har bekræftet mig i, at gym duer til meget lidt. Højskole – se det er rigtig skole!” Hvortil han svarede: ”Sjovt, - det var nøjagtig samme konklusion jeg nåede til efter mit første højskoleophold på Snoghøj Højskole i 1967.”

Jeg husker, at nogle elever havde et ønske om en ændring. Det blev diskuteret og pludseligt var ændringen sket. Først blev jeg overrasket over den hurtige handlen og, at det faktisk lykkedes, dernæst blev jeg ked af, at jeg reagerede som jeg gjorde. Kom jeg virkeligt fra et miljø, der havde lært mig, at du godt kan glemme indflydelse som menigmand? Størstedelen af min erfaring sagde ja. Både på hverdagsniveau, men også når politikere vælger at sidde eksperter samt borgere overhørig.

På Oure var vi lige ved at være blevet siddet overhørig. Lærere, ledelse og elever kom i karambolage med hinanden over problemer med alkoholregler og krænkelser, efter afsløringerne om den forfærdelige ”saunaklub” på Sønderborg Højskole - problemer som vi slet ikke kunne genkende.

Men så stillede vores forstander sig op til en fællestime og leverede en brandtale, så man skulle tro han var en gammel 68’er: Tak til os elever for at vi havde gjort modstand. Tak for at vi havde gjort os hørte gennem digte, sange mm. Og dertil: ”Undskyld. Undskyld, kære højskoleelever. Kære voksne mennesker, at vi fik konkluderet noget for hurtigt. Undskyld, vi ikke bragte jer ind. Undskyld vi foregav at demokratiet var noget vi talte om og så gjorde vi alligevel hvad vi havde lyst til at gøre bagefter, fra ledelsens side. Undskyld, medarbejdere. At vi glemte at tage jer alvorligt. Og undskyld til mig selv, at jeg glemte at tage mig selv alvorligt. Kan det accepteres?” Det kunne det.

Full Screen Højskole Skuespil

Det er det inspirerende ved højskolen

En anden gang var det vores fitnesslærer, der sagde noget, som nok bliver med mig hele livet. Fra hun gik ud af gymnasiet til hun begyndte på universitetet, gik der ni år hvis ikke flere. Men hun kaldte det aldrig sabbatår. Hun betragtede det mere som tid brugt på at finde på plads i livet. Hvilket hun så også gjorde. Men inden da, havde hun fået så mange erfaringer og oplevelser med i rygsækken, at jeg sad og blev gul og grøn af misundelse. På den gode måde. For, for så’n én som mig, der nemt lader sig presse af andres forventninger var det befriende at høre. Og noget jeg vil prøve at huske på, når superegoet på bekostning af min glæde siger: du burde så’n og så’n. Fandme nej. Nu vil jeg være glad i livet.

Derved magien ved højskolen.

Hvad højskolen har givet mig, kontra tidligere uddannelsesinstitutioner, er den rendyrkede glæde ved at lære, ved at beskæftige sig med det du går op i.
Jeg var vant til at sikkerheden i, at det der afgjorde om jeg var dygtig til noget eller ej, kom i form af vurderinger udefra. Sikkerhed. Paradoksalt i og med, at man jo ikke kommer ud i en verden med sikkerhed. Vi kommer ud i en verden, der efterspørger selvsikre individer, som kender deres eget værd. Så lad os opfordre til det. 

Image Article Højskole Skuespil

Skolesystemet som vi har indrettet det, har gjort det vidunderlige koncept om at lære og opdage nyt til en stressfaktor, hvor du skal rette ind, og hvor kreativiteten bliver offer for det resultatorienterede. Hvor din intelligens vurderes ud fra, hvor godt du kan formulere dig, hvor god du er til at afkode, hvad der forventes af dig, og hvor du vender hjem fra studietur til seks afleveringer på 12 dage (ja, det er sket for mig).

Al læring er sjovt. Indtil du skal gøre det for et tal.

Nu gik jeg på skuespillinjen og den allerførste dag sagde vores underviser, at han ikke ville vurdere os. På intet tidspunkt så meget som antydede han, om nogen af os havde talent eller ej. For hvis det var vores drøm at blive skuespiller, hvem fanden var han så til at ødelægge den, som han sagde. Det kunne jeg mærke, at jeg havde svært ved i starten, men minsandten om ikke jeg endte med at nyde det gevaldigt.

Det helt ubegribelige er, at alle de mennesker og oplevelser jeg har nævnt, blot er få stjerner i en galakse af, hvad der har formet mig på mit højskoleophold. Jeg har slet ikke nævnt alle vennerne. De gange jeg har brændt nallerne. Alle de små (og store) sejre, de grænsevandrende udfordringer, alle de andre lærere, alt det der bliver med mig for altid. Og det er ingen overdrivelse.

For første gang længe glæder jeg mig til hvad fremtiden bringer. Og det skal Oure Højskole, Sport & Performing Arts have en dybfølt tak for.

Så spørgsmålet er vel nærmere: Hvad kan højskolen ikke?

Image Article Louise Bruun Højskole