Nyhed
10. juni 2022
Projektchef på Heartland, Tine Jespersen & leder af Performing Arts på Oure Højskole, Thomas Bundgaard
Fælles værdier og en lyst til at dyrke det lokale samarbejde, bragte Heartland og Oure sammen for fem år siden. Samarbejdet har siden udviklet sig til et lykkeligt ægteskab.
I 2017 blev Oure Højskole kontaktet af Heartland Festival, som ville høre om et samarbejde var muligt. Det krævede ikke meget betænkningstid på Oure, før der blev sagt ja. Samarbejdet har siden udviklet sig, og Performing Arts-leder på Oure Højskole, Thomas Bundgaard, er stadig meget glad for, at Heartland tog kontakt dengang i 2017.
”Vi kunne med det samme se, at festivalen ville noget nyt og anderledes end de festivaler, vi normalt så rundt omkring i Danmark på det tidspunkt. Heartland Festival var og er meget mere end bare en musikfestival: der er vedkommende talks, forførende kunst, gastronomiske mesterværker og så selvfølgelig fremragende musik – og det hele er samlet i de smukkeste omgivelser på Egeskov Slot. Nærmest i vores egen baghave og med store muligheder for at give vores elever en unik oplevelse, mens de er på højskole”, fortæller Thomas, som har været kontakten mellem Oure og Heartland siden samarbejdet begyndte.
Et fælles værdigrundlag mellem Oure og Heartland
Men hvorfor er det, at Oure og Heartland passer så godt sammen? Hvis du spørger Projektchef på Heartland Tine Jespersen, som også er tidligere elev og medarbejder på Oure, er der mange årsager. Den primære er dog, at de to organisationer deler mange af de samme værdier.
”Vi har rigtig mange af de samme værdier, som gør det nemt og gnidningsfrit af arbejde sammen. Både Oure og Heartland har også stort fokus på lokalområdet, så det giver god mening, at vi arbejder tæt sammen, når vi ligger i hinandens baghaver. Og så er vi begge nogle meget store og velsmurte maskiner med mange kræfter, som gør, at vi forstår hvordan hinanden arbejder”, lyder det fra projektchefen, som sætter stor pris på samarbejdet med Oure.
”Vores samarbejde med Oure har en kæmpe betydning. Især i disse år, hvor så mange festivaler har svært ved at skaffe frivillige. Med Oure ved vi, at de kommer og at de leverer. De kommer altid med en masse god energi og en masse elever, som virkelig er godt forberedt på deres opgaver, hvilket gør det trygt og nemt for os”, fortæller hun.
På Oure er der enighed i, at de to passer så godt sammen, fortæller Thomas Bundgaard.
”Heatland har et ønske om at gennemføre et unikt event med et minimum af belastning for natur, klima og miljø, samtidig med, at de gerne vil sætte nye standarder for, hvordan en moderne kulturfestival kan tage sig ud. Netop noget, der rimer rigtig godt med det, vi laver på Oure Højskole: høj kvalitet og unikke oplevelser med et ansvarligt blik”.
Oure aftager resterne fra Heartland
Da Oure tilbage i 2017 fik tilbuddet om at samarbejde med Heartland, var det selvfølgelig oplevelsen for højskolens elever, der stod øverst på listen over grunde til at indgå samarbejdet. Et samarbejde, som har udviklet sig gennem årene og fortsat er i vækst.
I år er det ikke kun de nuværende elever på højskolen, der har været med på Heartland, men også mange tidligere elever, som kommer for at tage del i det store fællesskab på festivalen. Et fællesskab, der inkluderer en kæmpe camp, eget spisetelt og med vagter til alle elever i barer eller som ”stagehands” på en af de store scener.
Udover at levere en stor del frivillige til Heartland, har ægteskabet med Oure udviklet sig andre områder. Oure Spisehus, som hver dag laver mad til Oures 1.000 elever og 250 medarbejdere, aftager nemlig de rester, der ikke er blevet brugt på Heartland.
For selvom Heartland har fuld fokus på bæredygtighed og reduktion af madspild, kan det ikke 100 % undgås til så stor en festival. Derfor er Heartland meget glade for, at Oure kan få gavn af resterne, fortæller Tine Schou, sektionsleder på Food & Beverage på Heartland.
”Når festivalen er ovre, håber vi selvfølgelig på, at der slet ikke er nogle rester tilbage, men ligegyldigt hvordan vi vender og drejer den, vil der altid være lidt. På Oure har de et ligeså stort fokus på økologi og bæredygtighed som vi har på Heartland, så på den måde er det oplagt at dyrke det her samarbejde”, fortæller hun og fortsætter.
”At Jonathan (køkkenchef på Oure Højskole) er så kreativ i et køkken og har ja-hatten på, gør, at han kan arbejde med alt vi giver ham og kan være sikre på, at resterne bliver brugt. Så det her samarbejde løser både vores ideologiske udfordring i forhold til vi gerne vil minimere madspildet og det styrker vores samarbejde med lokalområdet, hvilket er to ting, der står højt på vores dagsorden”, fortæller Tine.
Også på Oure er der stor glæde over alle de lækre råvarer, der er blevet hentet på Heartland de seneste dage, fortæller køkkenchef Jonathan Sales.
”I vores spisehus på Oure har vi et stort ønske om at gøre en forskel med den mad vi serverer. Derfor er det også meget vigtigt for os, at dem vi samarbejder med, vil det samme som os i forhold til bæredygtighed. Her passer Heartland og Oure rigtig godt sammen”, fortæller han.
Oure har blandt andet overtaget en masse mælk fra Heartland kaffebarer, samt salat, krydderurter, fladbrød og humus fra det libanesiske folkekøkken på festivalen. Jonathan glæder sig til at bruge de gode råvarer på Oure de kommende dage.
”Jeg er glad for og stolt over, at vi kan være med til at minimere Heartlands madspild ved at få det ind i køkkenet her på Oure. Med vores 1.000 elever og 250 medarbejdere, så skal tingene hurtigt få ben at gå på her på stedet”, fortæller han.
Et lykkeligt ægteskab med konstant udvikling
På både Oure og Heartland er der ikke tvivl om, at deres ægteskab fortsat vil udvikle sig. For der er mange ideer og mange kræfter på begge sider af bordet. På Oure er håbet, at der kan stilles med mange flere elever næste år.
”Vi regner med, at Oure Højskoles engagement vil blive endnu større næste år, når vi både deltager med vores elever og vores nyopstartede elevforening, som officielt ser dagens lys til august i år”, fortæller Thomas Bundgaard.
Også på Heartland, er der mange ideer på tegnebrættet. Ideer som projektchef Tine Jespersen blandt andet har fået fra sin tid som instruktør på Oures sommerkurser gennem mere end 10 år.
”Alle, der har været på Oures sommerkurser, kan skrive under på, at der er en helt speciel og nærmest udefinerbar stemning. Den stemning vil jeg gerne have ned på Heartland og det kan jeg ved at engagere de mange dygtige sommerinstruktører. Så det er bestemt mit store håb, at Oure, udover at bemande barer og scener, tager hele energien og stemningen fra Oure med i mange andre opgaver på festivalen”, fortæller hun.