Nyhed
25. august 2022
Efterskoleåret på Oure blev skudt i gang med en introuge uden mobiltelefoner. Vi har spurgt både elever og voksne, hvordan det gik. Læs med her.
Første uge på Oure Efterskole startede med et eksperiment. Kan 660 unge mennesker undvære deres mobiler dag og nat? Den mobilfrie uge er ny på Oure Efterskole, men efter alt at dømme, er den kommet for at blive. Det var nemlig ikke kun de voksne, der synes det var en succes – det var i den grad også de unge. På trods af de udfordringer det giver at undvære en ting, som vi på så mange måder, er blevet ret så afhængige af.
Var nervøs for at mangle sit ”skjold”
Da Nora, som netop er startet i 9. klasse, kort før skolestart fik at vide, at hun skulle undvære sin mobil i en uge, blev hun lidt nervøs for, at hun ville komme til at mangle den som ”skjold".
"Jeg var bange for, at det ville blive akavet - for så havde man den ikke til at skjule sig bagved. Men det endte med at blive helt fint, og det eneste jeg savnede var et sted, hvor jeg kunne se klokken", fortæller hun ugen efter, at hun har fået mobilen igen.
Også Wilfred i 10. klasse var ret vild med konceptet om mobilfri uge.
"Fra starten tænkte jeg faktisk, at det var fedt og jeg glædede mig til at lære de andre at kende uden, at man kiggede ned i mobilen samtidig. Og da vi så kom til det, var det bare mega fedt. Man kom tættere på folk og hyggede med fx. kortspil og volleyball i stedet for mobilen", fortæller han.
Lidt mere skeptisk var Mai i starten. Hun var nervøs over ikke at kunne komme i kontakt med venner og familie og at hun ville savne det pusterum, som mobilen giver hende. Da ugen var omme, havde hun dog en helt anden holdning.
"Det var virkelig en fed uge og det var dejligt ikke at skulle opdatere vennerne derhjemme. Jeg ville faktisk gerne have, at det havde varet en uge mere", fortæller hun.
Ideen om en mobilfri introuge er kendt fra flere efterskoler, men er ny på Oure Efterskole. Efter i år, er der dog ikke tvivl om, at det skal fortsætte til næste år. Bortset fra nogle små praktiske foranstaltninger, som fx at skaffe gammeldags vækkeure til elevhusene, når de nu mangler alarm på mobilen, har det været en stor succes. Især til at give den ro og det nærvær det kræver at danne nye relationer.
Det fortæller socialfaglig koordinator på Oure Efterskole Bjarke Helmø.
"Vi ønsker at give eleverne de bedst mulige forudsætninger for at finde fodfæste i nye relationer og i efterskolelivet. Mobilen bliver let en opmærksomhedstyv, der stjæler nærvær og åbenhed i relationsdannelsen, så ved at eliminere denne, har vi givet de unge meget bedre forudsætninger", fortæller han og afslutter:
"Tilbagemeldingerne fra eleverne har været udelukkende positive og flere har endda givet udtryk for, at de kunne have ønsket sig en længere periode uden mobiler".
Overvejer du et efterskoleophold på Oure Efterskole?
Kom til Efterskolernes Dag søndag d. 25. september. Læs mere her.
Efterskole
Højskole
Skolerne i Oure
Nyhed
Bidt af ski: Et paradis for ski-nørder
Efterskole
Højskole
Kostgymnasium
Camps
Sommerkurser
Skolerne i Oure
Nyhed
Skolerne i Oures Sejl Akademi får fornyet deres certificering som sportsklub af Dansk Sejlunion
Efterskole
Kostgymnasium
Skolerne i Oure
Nyhed
Sydfyn vil være centrum for pigefodbolden
Se alle nyheder & events