Nyhed
04. december 2023
Når Anette og Thomas Taatø fortæller, at de har to børn gående på Oure Kostgymnasium, bliver de ofte spurgt ind til det økonomiske aspekt. Deres svar plejer at være, at det koster mindre, end man skulle tro.
Mad seks gange om dagen, sejladsundervisning 8-10 timer om ugen, STX-undervisning på højt niveau, tag over hovedet og venner samlet på samme matrikel. Det er den samlede pakke for Thomas og Anettes to børn, der begge går på Oure Kostgymnasium. En pakke forældrene er glade for – også selvom det ikke er helt gratis.
”Selvom der er forbundet visse udgifter ved at have to børn gående på et kostgymnasium, skal man huske på, at det er en helt unik samlet pakke, de får. Alt det de får på Oure, det kan de ikke få andre steder”, fortæller Anette.
Naturligvis er pakken ikke gratis, men Thomas og Anette oplever generelt, at folk tror det er dyrere, end det er. Forældreparret med børn i 1. og 3. g har haft mange snakke med venner og bekendte, som giver udtryk for, at det er økonomien, der holder dem tilbage. En bekymring Thomas og Anette forsøger at mane til jorden.
”Der er selvfølgelig et økonomisk aspekt, men når de får udeboende SU, betaler det jo ca. halvdelen". Og når jeg ser, hvor meget min dreng spiser, og hvor lange bade han tager, ville det løbe godt op, hvis han boede hjemme. Oveni kommer der jo udgifter til de fritidsaktiviteter de ville gå til herhjemme, som vi også sparer, mens de går på Oure. Så hvis man ikke regner skirejserne med, som jo er valgfri, går det næsten i nul”, fortæller Anette, der med et smil på læben fortæller, at hende og Thomas ikke er tvunget til at leve af havregryn, mens børnene tager deres studentereksamen på Sydfyn.
Hun bakkes op af Thomas, der også oplever den økonomiske bekymring.
”Folk tror det er så dyrt, men det er det jo ikke, for alt er inkluderet i prisen. Vi kender den månedlige pris fra start og så kommer der ikke alt muligt oveni hele tiden”, fortæller Thomas.
En anden bekymring forældreparret ofte møder, når snakken falder på børnenes kostgymnasium, er forestillingen om, at undervisningsniveauet ikke kan være højt, når der er så meget fokus på de unges sport, musik, dans eller skuespil. Oure Kostgymnasium er dog landets næstbedste gymnasium til at løfte eleverne fagligt.
”Vi hører fra flere, at de er bange for, at niveauet i STX-undervisningen ikke er højt nok. Folk ved ikke, at Oure faktisk er et af de gymnasier, der løfter eleverne mest mht. karakterer”, fortæller Thomas og uddyber.
”Kostgymnasiet er jo ikke bare sport og heller ikke kun en fortsættelse af efterskolelivet. Et efterskoleår er for mange lidt et fjumreår, og det er der nok mange forældre, der er nervøse for vil fortsætte, når de unge starter på kostgymnasiet. Men det er jo ikke tilfældet, så det er vigtigt, at folk ved, at niveauet på Oure faktisk er rigtig højt, når de skal vurdere, om deres børn skal have muligheden for at gå på kostgymnasiet”, fortæller han.
For mange forældre kan det være en svær beslutning at lade sit barn flyve fra reden, når gymnasietiden starter. For Thomas og Anette har det dog været ret ligetil.
”Vi havde egentlig ikke de store overvejelser, da Rasmus kom og forelagde os ideen, for vi vidste, at han havde det godt på efterskolen og var meget glad for at gå der. Der er mange forældre, der ikke forstår, at vi har givet vores børn lov til at tage afsted, men det er slet ikke noget vi tænker over, for de har det jo godt, og de er glade”, fortæller far Thomas, inden Anette tager ordet.
”Rasmus ville faktisk slet ikke på gymnasiet, men da han hørte om konceptet på Oure Kostgymnasium, hvor man kunne have det hele i én pakke, blev det aktuelt for ham.
Han mente, at det ville være for kedeligt at gå på et almindeligt gymnasium, og han havde også overvejet erhvervsskole, men han trives så godt i miljøet på Oure”, fortæller hun.
Også datteren Julie, som går i 1.g, har fået en bedre start på gymnasiet end forældrene havde turde håbe på. En stor del af årsagen til det, skal findes i det fællesskab, der hurtigt opbygges, når man bor så tæt, som man gør på et kostgymnasium. Et fællesskab, der også omhandler et fælles mål om at komme godt igennem gymnasietiden og få en god studentereksamen.
”De er gode til at hjælpe med hinanden. På et almindeligt gymnasium, sidder man hver for sig på hvert sit teenageværelse, men på Oure mødes de og læser lektier sammen. Det giver en tryghed. Især hvis man har brug for ekstra hjælpende hånd”, fortæller forældrene.
Hvis du er interesseret i at høre mere om livet på et kostgymnasium, vores mange linjefag og det høje niveau i STX-undervisningen, kan du tilmelde dig Åbent Hus på følgende datoer:
Note: Artiklen er skrevet i december 2023. Thomas og Anettes søn blev derfor færdig som student i sommeren 24 og deres datter går nu i 2.g på Oure Kostgymnasium.