Nyhed

Det skal være sjovt at spille fodbold

13. juli 2022

Image Article Efterskole Pigefodbold Sille

Sille er blevet mere udadvendt og bedre til at snakke med nye mennesker. Hun har fundet værdien i at have det sjovt på banen og at lave en masse socialt udenfor banen. Det var dog slet ikke det hun kom for. Hun kom for det seriøse fodbold.

Når Sille kigger tilbage på sin tid på Oure, få dage inden efterskoleåret er slut, har fodbolden fyldt meget. Men fællesskabet og alt det omkring fodboldholdet har fyldt mere. Blandt andet fordi niveauet på holdet har været meget blandet.

”Jeg kom fra et hold derhjemme, hvor de fleste var på samme niveau, så det var lidt noget andet at komme til Oure, hvor der var meget forskellige niveauer på holdet. Nogle gange har jeg savnet det meget høje niveau, men det har mindet mig om, at det også skal være sjovt at spille fodbold. Mange på holdet er ikke kommet for et højt niveau, men for at have det sjovt på, og udenfor, banen”, fortæller Sille.

Image Article Fodbold Pigefodbold Marlene Træner

En træner, der forstår sit hold
Fodboldglæden hos Sille har været stor under hendes efterskoleophold. Hun tilskriver en stor del af æren til hendes træner Marlene Kristensen.

”Marlene er bare en mega god træner. Det er også hendes skyld, at vores fællesskab på holdet er så godt, blandt andet fordi hun sørger for så mange arrangementer udenfor banen, hvor vi har lært hinanden at kende på en anden måde”, fortæller Sille og fortsætter.

”På banen er hun god til at læse os. Hvis hun kan se, at der er nogle, der har en øv-dag og mangler lidt motivation, laver hun om i træningen og fyrer nogle konkurrencer eller noget andet ind, som hun ved, vil få os op i gear”, lyder det fra Sille.

Anførerbindet har udviklet Sille
Ligesom i hendes klub derhjemme, har Sille haft anførerbindet en stor del af året. At bære det og det ansvar, der følger med, har udviklet hende.

”Når man har anførerbindet, som jeg har delt med Viola, er man nødt til at gå forrest og holde humøret højt. Det har helt sikkert udviklet mig personligt på fodboldbanen”, fortæller Sille, inden hun slår over i den udvikling, hun har været igennem udenfor banen.

”Generelt har mit efterskoleophold lært mig at være mere udadvendt og at kunne snakke meget mere med nye mennesker. Det er noget jeg tager med mig, som kan bruges både på og udenfor fodboldbanen”.

Image Article Efterskole Pigefodbold Bold
Image Article Efterskole Pigefodbold Sedler

Sæt pris på din holdkammerat
Lige inden Sille og resten af pigefodboldholdet takkede af på Oure Efterskole, sørgede træner Marlene for, at de blev sendt afsted med en masse overskud og kærlighed på kontoen.

De blev nemlig alle bedt om at skrive mindst én positiv ting om hver af deres holdkammerater på et stykke papir og klistre på vedkommende. Spørger man Sille, var det en fed og overvældende øvelse at være en del af.

”Det var rigtig fedt at skulle skrive det ned for det er ikke altid, at man lige har fået fortalt personen, hvordan man egentlig har det, så det var ret fedt at få muligheden for at fortælle det. Det var til gengæld ret overvældende at læse alle dem, man modtog. Det gjorde mig vildt glad, men også virkelig trist fordi jeg nu ikke skal se pigerne hver dag fremover”, fortæller hun.

Tak til årgang 21/22. Vi glæder os til at tage imod årgang 22/23 inden længe. En årgang, der bliver dobbelt så stor som sidste årgang, når vi går fra 22 til 44 pigefodboldspillere.