Stort tillykke til Arash med TV-debuten

Arash Portræt 7 920X920

Tidligere højskoleelev på skuespillinjen, 23-årige Arash Mosaddegh, har netop fået tv-debuten i hovedrollen som Yosef i DR3’s nye ungdomsserie Om natten lyver jeg aldrig.

Det er med stor glæde, at vi fra Oure Højskole kan ønske Arash Mosaddegh et kæmpe stort tillykke med tv-debutten i Om natten lyver jeg aldrig. I vinters kunne Arash meget glad fortælle holdet på skuespillinjen på Oure Højskole, at han havde fået hovedrollen, i den dengang kommende tv-serie. Til stor jublen. Og nu har serien endelig fået debut.

DR skriver om Yosef-karakteren:

Udadtil er Yosef en helt ordinær fyr (…) Men han bærer på en hemmelighed, der langsomt men sikkert suger al ilten ud af hans liv. Yosef er nemlig homoseksuel. Det harmonerer ikke med hans familie, hvor stolthed betyder alt, og hvor det handler om at præsentere sig selv som en perfekt familie udadtil. Og hvor Yosef måske ikke engang kan føle sig sikker på at beholde sin familie, hvis hans hemmelighed skulle slippe ud. 

På Oure Højskole oplevede Arash, at der var plads til forskellighed og plads til at være præcis den, man er. Arash har fortalt, at han både på det personlige plan og som skuespiller har fået utrolig meget ud af højskoleopholdet. Især skuespilunderviser Lars Hjøllund gjorde et stort indtryk på Arash og hjalp ham med at åbne op og være sårbar, som han ville få brug for i rollen som hemmeligt homoseksuel ung mand med anden etnisk baggrund. 

Arash fortæller:

Lars (red.) skabte et trygt undervisningsrum, der gjorde, at vi kunne åbne op for nogle historier, vi ellers ikke ville åbne op for. Det skabte en fortrolighed, hvor vi vidste, at vi kunne stole på hinanden (…). Det har været en vild rutchebanetur, hvor vi sammen har skabt et sted, hvor man ikke holder tilbage på sine følelser. Det er der mange, der har brug for - og det er der plads til på en højskole. Det var helt nyt for mig. At der var så meget, man faktisk har brug for at få talt ud om.

Lars Hjøllund er meget stolt og glad på Arash vegne for debuten i Om natten lyver jeg aldrig.

Det er en meget vigtig fortælling, serien tager op, og Arash gør det super godt. Han er generøs, følsom og nærværende i sin levering - det er en flot TV-debut. Jeg er mega stolt af ham, og jeg er særligt glad for at valget faldt på ham til rollen, da han også bliver en god stemme i debatten om seksualitet og rummelighed i det hele taget. Jeg glæder mig til at følge ham fremover.

Læs DR’s artikel: Arash fik tæsk, fordi han ville være skuespiller: Nu har han hovedrollen i ny DR-serie.

Læs også Oure Højskoles tidligere artikel om Arash: Arash Mosaddegh: Fra Oure Højskole til tv-serie på DR3.

Nyhed, Højskole, Skuespil, Arash, Image Article