Nyhed

Forældre til nyudklækket student: Oure Kostgymnasium er det perfekte sted at blive voksen

21. juni 2021

Mor Og Oskar

Oskar Habeck er den fjerde i sin familie til at blive student fra Oure Kostgymnasium. Hans forældre har oplevet en enorm udvikling hos alle fire børn i deres tid på Oure.

Tilbage i 2013 besluttede Andrea og Robert Habecks ældste søn at flytte fra de trygge rammer i Tyskland til Oure Kostgymnasium. Der var to mål for sønnen: At blive student og at spille håndbold samme sted, som mange landsholdspillere havde gjort det før ham. Senere fulgte Andrea og Roberts andre sønner og i dag blev den yngste søn student fra Oure Kostgymnasium som nummer 4 i familien Habeck.

For Andrea og Robert har det ikke været en dans på roser at se deres fire sønner flyve tidligt fra reden, men når de kigger på, hvad drengene har fået med sig i bagagen efter deres ophold på Oure Kostgymnasium, er de ikke i tvivl om, at det har været den rigtige beslutning at lade drengene flyve afsted.

- Vi havde ikke regnet med, at de ville flytte så tidligt hjemmefra, så vi er selvfølgelig gået glip af en del i de tre år, de hver især har været afsted. Men de blev bare hurtigt så selvstændige og var lykkelige over at være i de fællesskaber, der blev skabt på Oure. Vi kunne jo også sagtens se, hvor fedt et sted Oure er, når vi har været på besøg. Når vi har besøgt skolen, har vi alle haft lyst til at blive – også vi forældre, som har fået helt lyst til at være unge igen og få den mulighed, lyder det fra mor og far Habeck.

Den personlige udvikling har været enorm
Med i de fire sønners bagage er der kommet langt mere end en studenterhue og en masse tid på håndboldbanen eller i musiklokalet. Sønnerne har været igennem en kæmpe udvikling i de tre år, hvor de har været væk fra mor og far. Den personlige udvikling er det, forældrene har hæftet sig mest ved.

- Alle fire drenge har lært at hvile meget i sig selv. De er ikke bange for at forlade deres komfortzone – ja, faktisk kan de godt lide at komme ud af den. De er blevet gode til at løse udfordrende situationer på egen hånd, og det er blevet helt normalt for dem at reflektere over problemer og forsvare deres meninger, fortæller forældrene om sønnernes udvikling på Oure.

Oskar Og Brødre
Oskar

Oure Kostgymnasium er det perfekte sted at blive voksen
Når man som forældre oplever sådan en udvikling hos sine børn, er det nemmere at acceptere det savn man oplever. I hvert fald for Andrea og Robert.

- Vi vidste ikke ret meget om deres liv på Oure, og det har da været trist at undvære dem, men vores børn har blomstret, og vi ved, at det har været mere sjov for dem, end det har været trist for os, lyder det fra forældrene i Tyskland.

Da Andrea og Robert bliver spurgt, hvad de vil sige til et forældrepar, hvis barn overvejer at tage sin studentereksamen på Oure Kostgymnasium, er svaret helt klart.
- Hvis det er det, dit barn vil, skal I bare lade dem gøre det! Det betyder, at tidspunktet er kommet, hvor de er klar til at blive mere selvstændige og få andet input end det de får hjemmefra. Og så er Oure Kostgymnasium det perfekte sted at blive voksen!​