Nyhed

Samtale 1:1: En bro mellem årgangene på Oure Kostgymnasium

13. juli 2022

Image Article Kostgymnasium Mentor

Emma og Silje fra 3.Y har sammen med kostskolepædagog Stine Winther hjulpet Lærke, Matilde og Annika fra 1.Y med at falde bedre til på gymnasiet

Det kan være svært at starte i 1.G, hvor alt er nyt og måske lidt skræmmende. Derfor står der en flok 3.G’ere klar til en snak, når hverdagens udfordringer fylder og skal bearbejdes.

Det er en helt ny verden, der åbner sig, når man starter i 1.G. Måske især på et kostgymnasium, hvor du også bor og derfor er væk fra dine vante omgivelser derhjemme. Du ved, at du altid kan tage fat i en kostskolepædagog, der står klar til en snak, men måske har du også brug for at snakke men en jævnaldrende – og gerne en, der for nylig har været igennem det, du er igennem lige nu.

Netop det behov, er årsagen til, at kostskolepædagog på Oure Kostgymnasium Stine Winther, står i spidsen for projektet ”Samtale 1:1”, hvor en række elever i 2.G bruger noget af deres fritid på at blive uddannet til at tale med de yngre årgange, så de kan blive en del af korpset, når de starter i 3.G. Et projekt, Stine er meget glad for og kan se stor værdi i – for alle parter.

”1.G’erne får gode råd af nogle søde 3.G’ere, der forstår præcis det de gennemgår, fordi de selv lige har været der. Så selvom vi voksne har en del erfaring i at rådgive de unge, er det bare noget andet at høre det fra en jævnaldrende. Og for 3.G’ernes vedkommende får de både en masse redskaber og fif til at imødekommende et andet menneske, hvilket de kan bruge gennem hele livet, og de får en kæmpe tilfredsstillelse ved at have hjulpet et andet ungt menneske”, fortæller hun.

Image Article Kostgymnasium 1Y

Fik hjælp til at komme væk fra bagerste række
Da Lærke, Matilde og Annika startede i 1.Y på Oure Kostgymnasium, var de lidt overvældede i den boglige undervisning. Derfor fandt de hurtigt nogle faste pladser på bagerste række, hvor de kunne putte sig lidt og ikke tage ret meget del i undervisningen.

Da deres kostskolepædagog Stine Winther hørte om de faste pladser på bagerste række, var hun meget overrasket.

”Når jeg mødte dem udenfor klasselokalet og i deres linjeundervisning, så jeg nogle piger, der var meget engagerede og ikke var bange for at snakke med dem de mødte på deres vej, så det kom meget bag på mig, at deres klasselærer beskrev dem som stille piger på bagerste række”, fortæller kostskolepædagogen.

Hun tog hurtigt affære og satte dem sammen med Emma og Silje fra 3.Y, som begge havde været igennem uddannelsen ”Samtale 1:1”. 14 dage efter kunne klasselæreren mærke en stor forandring hos de tre piger i 1.Y. Det samme kunne pigerne selv.

”Vi havde brug for det her spark i røven som den samtale var. Vi vidste godt, at det ikke helt gik som det skulle i den boglige undervisning, men det var svært selv at gøre noget ved, så det hjalp meget at snakke med Emma og Silje, som gav os nogle fifs til, hvordan vi fik vendt skuden. Under samtalen fik vi også lavet en aftale om, at vi skulle sætte os fast på forreste række, hvilket har gjort en kæmpe forskel. Det er jo meget sjovere at gå i skole nu, hvor vi deltager mere og viser mere interesse”, fortæller Lærke, Matilde og Annika.

Image Article Kostgymnasium Mentor
Image Article Kostgymnasium 3Y

For Emma og Silje var det også en god oplevelse at snakke med pigerne fra 1.G.

”Vi har været en del igennem i de tre år på Oure, så det er fedt at give noget af det videre og fortælle dem de ting, vi selv gerne ville have vidst da vi startede i 1.G”, fortæller Silje, som bakkes op af Emma, der tilføjer:

”Det har også været med til at fjerne den distance, der kan være mellem årgangene på skolen. Vi er ret mange på hver årgang, så normalt kender man ikke så mange i 1.G, når man selv er i 2.G. eller 3.G, men når du har siddet sammen, kigget hinanden i øjnene og spurgt hvordan den anden har det, så gør det noget ved en fremover. Det skaber en samhørighed”, fortæller hun.

Lærke, Matilde og Annika starter nu i 2.G og så er det deres tur til at indgå i projektet ”Samtale 1:1” så de kan blive klædt godt på til de gode samtaler med eleverne i 1.G.

Det er dog ikke kun elever i 1.G, som nyder godt af projektet. Også elever fra Oure Efterskole, som har brug for at snakke med andre end de voksne, har mulighed for en samtale med 3.G’erne på kostgymnasiet.

Overvejer du at tage din studentereksamen på Oure Kostgymnasium? Læs mere her.