Nyhed
08. oktober 2025
Lau sammen med sin underviser Søren Søborg
3.g-elev Lau Skibelund deltog for nylig i verdensmesterskaberne i Obstacle Course Racing i Sverige. Med en hverdag, der rummer både STX, skiinstruktøruddannelse og krævende træningspas, beviser Lau, at store drømme og daglig struktur kan gå hånd i hånd.
Der er langt fra Oure Gymnasiums grønne omgivelser til den barske VM-rute i Sverige, hvor nogle af verdens stærkeste atleter kæmpede sig gennem mudder, klatrevægge og kolde søer i årets Obstacle Course Racing World Championships (OCRWC). Alligevel stod Lau Skibelund der – kun 19 år gammel – side om side med verdenseliten.
“Det var mit første VM, så jeg er ret tilfreds med at blive nr. 57 i verden på 3 km og nr. 12 i min aldersgruppe på 12 km. Det vigtigste for mig var oplevelsen og motivationen – og den fik jeg for alvor med hjem,” fortæller Lau, der i sin dagligdag balancerer gymnasieliv i 3.g med målrettet træning og skiuddannelse.
Obstacle Course Racing er en sportsgren, der kombinerer løb, klatring, grebsstyrke, udholdenhed og mental råstyrke. For Lau startede det hele med nogle korte løbeture på efterskolen, men det tog hurtigt fart.
“Min mor foreslog, at jeg skulle prøve Nordic Race OCR. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg blev grebet med det samme. Fra det punkt begyndte jeg at løbetræne målrettet og arbejde med teknik og styrke.”
Lau lægger ikke skjul på, at det kræver planlægning at balancere skole, ski og OCR-træning – men han har fundet sin rytme.
“Nogle dage løber jeg før skole, hvis der er mange lektier om eftermiddagen. Det kan være hårdt at skulle prioritere og strukturere det hele, men jeg ved, at jeg ikke kan leve af OCR – så skolen er vigtig. Det handler om at finde en god balance.”
Heldigvis er vintermånederne dedikeret til skiinstruktøruddannelsen, som også indgår som en del af undervisningen på Oures Ski-linje.
“Det passer ret godt sammen – ski er meget udholdenhed om vinteren, og det understøtter min OCR-træning. På rejserne fokuserer jeg på ski og skole – og så prøver jeg at lade være med at fjolle alt for meget rundt,” smiler han.
For Lau er det ikke kun de fysiske rammer og træningsmuligheder, der gør Oure til noget særligt. Det er fællesskabet og forståelsen fra andre elever, der også har store ambitioner.
“Det er inspirerende at være omgivet af andre, der virkelig vil noget med deres sport. Der er forståelse for, at man nogle gange er skadet, eller at man skal træne i stedet for at feste. Det betyder meget.”
Netop det fællesskab og den gensidige opbakning gør, at Lau gerne vil give stafetten videre til andre unge, der overvejer at kombinere sport på højt niveau med en gymnasial uddannelse.
“Hvis man drømmer om mere end det lokale gym, hvor fest måske fylder meget, så er Oure et oplagt valg. Her er det ikke mærkeligt at ville noget stort, og vi bakker hinanden op. Det giver en lyst til at presse sig selv og blive bedre – både i sport og skole.”
Med udsigt til flere verdensmesterskaber og OCR som potentiel olympisk disciplin, drømmer Lau videre. Men det er ikke kun målstregen, der driver ham – det er selve rejsen.
“Jeg drømmer selvfølgelig om at blive verdensmester og måske en dag stå til OL. Men lige nu handler det om at blive bedre, finde balancen og give den gas med det, jeg elsker.”
Overvejer du også et anderledes gymnasium?
Kom til Åbent Hus på Oure Gymnasium og hør mere om mulighederne.